NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I denne måned nærmer man sig afslutningen af nogle langvarige forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO om liberalisering af servicesektoren. Disse forhandlinger foregår under den såkaldte GATS-aftale (General Agreement on Trade in Sevices), hvor EU-Kommissionen forhandler på Danmarks vegne.
Det er forbavsende og skræmmende, at der så godt som ikke har været nogen demokratisk debat herhjemme om disse GATS-forhandlinger, som kan få afgørende indflydelse på store dele af den danske velfærdssektor. Det skyldes måske, at lukketheden omkring forhandlingerne næsten slår rekord i EU, men det kan heller ikke udelukkes, at en række politiske beslutningstagere finder det bekvemt at undgå for megen debat om disse følsomme emner. Liberalisering af handel med tjenesteydelser berører således alt lige fra bankvæsen, vandforsyning og postvæsen til hospitals- og skoledrift. Alt skal i princippet behandles på samme måde som kommercielle brugsvarer.
Kun Folketingets Europaudvalg bliver informeret om det konkrete indhold i forhandlingerne, og det sker under strenge fortrolighedskrav, der umuliggør, at Folketinget som helhed og befolkningen kan inddrages i diskussionen om Danmarks forpligtelser og krav om liberalisering. Ifølge et svar fra økonomiminister Bendt Bendtsen til et medlem af Europaudvalget (3. febr. 2003) vil papirerne først blive offentliggjort, når EU fremsender det endelige svar til WTO.
Hvis man havde fulgt en demokratisk fremgangsmåde, ville disse papirer have været lagt frem til en åben, offentlig debat, og den endelige indstilling fra EU skulle, hvad Danmark angår, besluttes i det danske folketing. Desværre har den danske regering været følgagtig over for EU's lukkethed også på dette område.
'Beach Club'
Målet med GATS-forhandlingerne er at sikre en fremadskridende liberalisering af handlen med tjenesteydelser til fordel for erhvervslivet. Det rimer meget godt med, at det danske udenrigsministerium gjorde et stort arbejde ud af at konsultere netop erhvervslivet om deres ønsker i den forbindelse. Til den ende blev der nedsat en arbejdsgruppe ved navn 'Beach Club' med deltagelse af embedsmænd fra ministerier og styrelser samt repræsentanter for Dansk Industri, Det Danske Handelskammer, Finansrådet, Dansk Handel og Service, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Praktiserende Arkitekters Råd og Danske Entreprenører.
Denne ensidige forsamling havde ikke svært ved at blive enige om, at nu gjaldt det om at få fuld fart i liberaliseringen af servicesektoren. Samtidig lagde gruppen vægt på, at hvis det var lykkedes at gennemføre en liberalisering, så skulle reglerne helst være sådan, at risikoen for en deliberalisering blev elimineret.
På det punkt behøver erhvervslivets repræsentanter ikke at være bekymrede, for GATS-reglerne gør det så besværligt og dyrt at gå væk fra tidligere liberaliseringer, at det nok skal afholde en regering fra at gøre forsøget. Der skal således betales erstatning til de selskaber og lande, som påstår, at de har lidt tab ved en ophævet liberalisering, og erstatningens størrelse afgøres i sidste ende af et voldgiftspanel i WTO, som må forventes at have god sans for erhvervslivets interesser.
EU-Handelkommissær Pascal Lamy har for nylig udtalt, at uddannelse og sundhed vil blive holdt ude af EU’s tilbud om liberalisering. Det er dog uklart, om disse områder senere kan komme i spil i forbindelse med en studehandel med fx USA om udveksling af liberaliseringer.
Endnu er der ikke vidtgående erfaringer med liberaliseringen af servicesektorerne, men de foreløbige erfaringer fx vedr. transport og vandforsyning har været stærkt bekymrende ud fra et velfærdssynspunkt. Et kendt eksempel er vandforsyningen i byen Cochabamba i Bolivien, som blev overtaget af et engelsk-amerikansk selskab. Det første, der skete, var, at vandpriserne steg brat, så lokalbefolkningen ikke havde råd til at betale deres vandregninger. I dette tilfælde var demonstrationerne fra lokalbefolkningen så kraftige og omfattende, at handelen i sidste ende måtte trækkes tilbage af den bolivianske regering. Som et andet eksempel kan man nævne den britiske transportsektor, som er ved at køre nedenom og hjem efter liberaliseringen. Det er et spørgsmål, hvor længe den engelske befolkning vil finde sig i den behandling. Eksemplerne viser under alle omstændigheder, at den fundamentalistiske begejstring for en liberalisering af servicesektoren i allerhøjeste grad trænger til en demokratisk debat og evaluering.
Hvert land skal forhandle selv
Desværre lykkedes det i stilhed at overføre endnu mere kompetence fra nationalstaterne til EU i forbindelse med Nice-traktaten, hvad angår beslutninger om internationale handelsaftaler. Heldigvis ser det ikke ud til, at Nice-traktaten får nogen lang levetid. Men det store spørgsmål er naturligvis, hvad der kommer i stedet, når vi skal tage stilling til EU-Konventets kommende udspil.
For JuniBevægelsen kan der ikke være nogen tvivl om, at også på dette punkt skal EU slankes. I Nice-traktatens efterfølger bør det klart fastslås, at medlemsstaterne hver for sig forhandler med WTO om de fremtidige handelsaftaler. Det garanterer ikke et selvstændigt og afbalanceret udspil fra den nuværende og kommende danske regeringer - men det holder i hvert fald muligheden åben.
I den kommende måned skal der træffes en række afgørende beslutninger om de konkrete forslag til liberaliseringer baseret på tilbud og ønsker fra de forskellige lande. Her bliver der en mulighed for folkelig påvirkning af udviklingen, bl.a. i forbindelse med en GATS-aktionsdag d. 13. marts. Nærmere oplysning kan bl.a. findes på www.gats.dk.