ARTIKLER


Unionens energipolitik skal gøres lovlig

Unionen vil få klarere beføjelser til at lovgive i energispørgsmål, og fortsat give positiv særbehandling af atomkraft.
Af Staffan Dahllöf
27. december 2004

Den foreslåede forfatning indeholder en ny artikel (III-256) med tre udtalte mål for en fælles energipolitik:

• Sikre markedets funktion.

• Sikre forsyningssikkerheden.

• Fremme effektivitet og besparelser og udvikle nye og vedvarende energikilder.

Energi bliver i forfatningen et område med såkaldt delt kompetence. Det betyder at medlemslandene kun må lovgive på egen hånd, hvor der enten ikke er EU-love eller hvor man ikke anfægter EU-lovene.

Der er dog to begrænsninger for Unionens energibeføjelser:

• Beslutninger om energiafgifter kræver enstemmighed.

• Medlemslandenes valg af energikilder er stadig et nationalt anliggende. EU vil ikke direkte kunne beslutte om medlemslandenes valg mellem for eksempel kernekraft, kul eller vindkraft.

Nu med legitimitet

Den ny energiartikel indebærer ikke noget drastisk nyt skridt ud i ukendt terræn.

Der er allerede EU-love om det indre marked for elektricitet, det indre marked, for naturgas, om opretholdelse af naturgasforsyningssikkerhed, og om støtte til såkaldte transeuropæiske netværk (gasrør og el-ledninger).

Nyheden i forfatningen er at retsgrundlaget for den slags beslutninger samles et sted, hvor man hidtil har lænet sig op ad forskellige artikler om det indre marked.

Energipolitik er derfor ikke et område, hvor forfatningen giver EU en kompetence, som Unionen ikke havde i forvejen.

Det kan også udlægges sådan at forfatningen kommer til at fungere som en slags efterbevilling. Nu foreslås fuld legitimitet om beslutninger, hvor det tidligere ikke altid har været indlysende klart at EU havde lovgivningskompetence.

På ubegrænset tid

På en lignende måde fortsætter den positive særbehandling af atomkraft som energikilde, hvis forfatningen træder i kraft.

Euratom, den særlige traktat om kernekraft (”Det Europæiske Atomenergifællesskab”) skal fortsat gælde i ubegrænset tid.

Det sker rent teknisk ved en ny protokol (nr. 36). Her siges at Euratom-traktaten fra 1957 fortsat er i kraft, og at indholdet ikke forandres. Samtidigt redigeres Euratoms sprog og artikelnumre så de forskellige henvisninger kommer til at passe med forfatningen.

Tre lande forsøgte at sige stop

I løbet af Regeringskonferencen ville Spanien markere Euratoms betydning rent sprogligt ved at skifte ud ordet ”fællesskab” med ”union”.

Det var der bare ikke opbakning til. Men vigtigere var at lande som prøvede at svække Euratom, heller ikke fik noget ud af sine bestræbelser.

Tavst bilfald

Tyskland, Østrig og Irland ville bruge lejligheden til at afvikle eller forandre Euratom, noget som i hvert fald Irland puttede en del energi i, da man forberedte sit EU-formandskab i foråret 2004.

»Euratom er nu mere end 50 år gammel, og traktaten om den blev skrevet i en anden tid og med anderledes værdier,« sagde den irske europaminister Dich Roche på besøg i København i november 2003.

Til det nikkede statsminister Anders Fogh Rasmussen et tavst bifald, men mere blev det ikke til fra dansk side.

På trods af opfordringer fra det irske formandskab, og fra miljøbevægelser i foråret valgte regeringen senere at blive stående på sidelinjen.

Ingen garanti

Irland og Østrig fik i foråret Tyskland med på en ”erklæring” om at man ”snarest muligt” vil indkalde en ny regeringskonference om at lave om på Euratom-traktaten. Danmark skrev ikke under.

Argumenterne fra regeringen var at udsigterne til at lykkes er for små, og risiciene ved nye regeringsforhandlinger er for store.

»Regeringen ser gerne en traktatpause i EU og er derfor tilbageholdende med at støtte indkaldelse til en regeringskonference, med mindre det kan garanteres, at den alene kommer til at omhandles Euratom-traktaten. En sådan garanti kan imidlertid ikke gives. I princippet kan alle spørgsmål bringes op i en regeringskonference,« sagde udenrigsminister Per-Stig Møller i Folketinget den 1 september i år.