Velkommen til Berlusconis Romerrige

Fredag den 29. oktober havde Italiens ministerpræsident kaldt til samling og underskrivelse af EU-forfatningen i pomp og pragt. En del havde svært ved at finde en grimasse der kunne passe.
Af Erling Böttcher
10. november 2004

Det skulle have været en stor fest. Det var det egentlig også, i hvert fald i forhold til iscenesættelsen. Men hvorfor så Tony Blair ud som om han skulle kaste op, mens han skrev under på EU-forfatningen? Og hvorfor tog han - uden at sige noget - hjem til Storbritannien, så snart han var ude af salen, i stedet for at deltage i Berlusconis festmiddag?

Hvorfor var der ikke rigtig nogen, der var glade? Undtaget selvfølgelig værten, Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, hvis tykke lag TV-sminke fik smilet til at sidde helt af sig selv.

Værten havde nemlig gjort alt for at være en perfekt vært, og for at få højtideligheden i rampelyset.

Overdådig udsigt

Som ejer af de fleste TV-stationer i Italien, havde Berlusconi selv sørget for dækningen. Den offentlige tv-station RAI fik slet ikke adgang. En berømt italiensk filmskaber var hyret til at komponere billederne fra festen. Alt foregik til tonerne af italiensk barok, og frem for alt den EU-hymne, som bliver grundlovsfæstet i EU-forfatningen, Ode til Glæden af Beethoven.

Til den øvrige presse var der bestikkelsesgaver i overdådig stil, herunder fire krus med EU-logo, lampe til computeren, kuglepenne i eksklusiv gaveæske og silkeslips. Tilmed var hele den gamle bydel fra morgen til aften tømt for snavs, beboere, turister eller andre nysgerrige. I stedet var indrettet pressecenter, gratis restaurant til pressen og de 7000 hidkaldte politibetjente, militærfolk og sikkerhedstjenestefolk.

Udsigten var arrangeret, så der kunne komme de rette billeder ud i verden. TV-platformene var opstillet med en overdådig udsigt over Romerrigets centrum, Forum Romanum, med Collosseum i baggrunden.

Der manglede alt i alt ingenting. Undtaget smil og overbevisning.

En stor stor dag

Højtideligheden startede med halvanden times musik, tilsat taler af prominente mænd. »En stor dag for Europa,« sagde de alle – men ellers havde jeg svært ved at koncentrere mig om at høre ordentlig efter, for jeg kunne jo altid slå talerne op i den udleverede blå bog med guldtryk.

»En stor dag«, mente også den noget malplacerede i forsamlingen, JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, der slet ikke mente det samme med ordene som de øvrige:

»En stor dag for statsministrene, fordi de – som det eneste sted i verden – får lov til at ændre i deres egen forfatning. En stor dag for embedsmændene der overtager hovedparten af lovgivningen,« lød kommentaren til pressen bagefter.

Fra Rom til Rom

Efter taler og musik fortsatte man ind til underskrivelsen af EU-forfatningen. I overensstemmelse med logikken, naturligvis i samme sal på Roms rådhus, hvor Rom-traktaten blev underskrevet i 1957. Fra Rom til Rom.

På billederne fra 1957 ses mørke habitter, og man skal se godt efter for ikke at se andet på billederne fra 2004.

Italiens præsident Ciampi kommer ind og alle rejser sig, og bliver stående til han har trykket hænder hele vejen rundt. Herefter underskrives efter tur – som de første rejser Belgiens stats- og udenrigsminister sig fra de til lejligheden blå-betrukne guldstole med 12 gule stjerner på både sæde og ryg.

Hvad der manglede? Lidt dialog, og muligheden for at kunne stille et spørgsmål til en af de mørke habitter. Men måske tror habitterne så lidt på det forfatnings-projekt, de har sat i søen, at de helst ikke vil svare.

Folkeafstemninger i 11 lande

Følgende lande lader vælgerne afgøre deres nye EU-forfatning: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Luxembourg, Polen, Portugal, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet.