ARTIKLER


Vest-medier køber Centraleuropa

Vestlige medieselskaber dominerer store dele af det central- og østeuropæiske marked, eksemspelvis ejes over 80 procent af polske og ungarske medier af vestlige selskaber, hævder ny rapport fra European Federation of Journalists.
Af Brigitte Alfter
21. juni 2004

'I Polen ejes omkring 80 procent af medierne af vestlige selskaber,' forklarer Renate Schröder fra European Federation of Journalists, EFJ, der i denne måned barsler med en undersøgelse af, hvem der ejer medierne i EU-ansøgerlandene.

Ifølge Renate Schröder ejes omkring 90 procent af de ungarske medier af vestlige selskaber, og situationen i Tjekkiet ligner.

Oplysningerne bekræftes delvist af en oversigt præsenteret af  European Journalism Center i Maastricht.

Det er bekymrende få medier, der er på nationale hænder,' siger Renate Schröder til det ny NOTAT.

 

Nationalt lov
Det fremgår af rapporten, at lande med en skrap regulering af investeringer på medieområdet har færre udenlandske selskaber. Eksempelvis har Slovenien en lovgivning, der har til formål at dæmme op for en koncentration af medier for at sikre uafhængighed og pluralisme. 'Alt i alt er disse restriktioner ikke særlig attraktive for udenlandske investeringer,' konkluderer EFJ-rapporten.

Derimod har Polen, Tjekkiet og Ungarn åbnet deres mediemarkeder vidt - hvilket eksempelvis har ført til, at polske udgivere 'virkelig har svært ved at konkurrere økonomisk,' som det hedder i rapporten.

 

Betal selv for telefonen
Rapporten beskæftiger sig ikke med følgerne af, at mange af de central- og østeuropæiske medier er på vesteuropæiske hænder.

Det kommer meget an på, hvilken redaktionel såvel som generel politik de enkelte virksomheder vælger,' siger Renate Schröder, og fortæller, at vilkårene uanset ejerforhold ikke nødvendigvis er til at juble over.

Fra en rejse i Polen beretter Schröder om en vestlig-ejet avis, hvor journalisterne selv skal betale, hvis de vil bruge telefon, og hvor de selv må betale for bil eller i det mindste benzin, hvis de skal på en opgave.

Det drejer sig jo ikke en gang undersøgende journalistik, der ikke bliver muliggjort, det er jo et ganske almindeligt reporterliv,' siger hun.

 

Historisk
'Jeg er ikke så sikker på, at journalisterne er ulykkelige over vestlige ejere,' siger Dietmar Wolff, der er direktør i den europæiske udgiversammenslutning ENPA. 'Journalisterne får uddannelse nu, og det hele skal ses i historisk sammenhæng,' mener han.

Ifølge Wolff gik tidligere statsejede medier over til at blive ejet af industrievirksomheder, der ikke havde forstand på mediedrift, hvorfor de vestlige medievirksomheder blev budt velkommen.

Man skal også se på, hvad der var sket, hvis vestlige selskaber ikke havde investeret,' siger Wolff.
Hvad angår konkurrencen mellem de enkelte landes mediefirmaer og de udenlandske investorer, henviser Wolff til national lovgivning.

Kommissionen arbejder for tiden på opfordring af nogle parlamentarikere på en grønbog om mediekoncentration, men Monti (kommissær for konkurrence, red.) har sagt, at det er et nationalt anliggende,' fortæller Dietmar Wolff.

Generelt arbejder hans organisation for så frie investeringsregler som muligt:
'Ellers kan aviserne ikke konkurrere mod de globale spiller,' siger han.

 

Holder øje
Journalisterne er stadig skeptiske.
'Jeg vil mene, at hvad angår demokratiet, så er situationen (med for mange udenlandske ejere, red.) delvist allerede farligt. Det er noget, vi må iagttage meget nøje,' siger Renate Schröder. Hun mener ikke, at en høj mediekoncentration i Vesteuropa umiddelbart kan sammenlignes med situationen i Central- og Østeuropa, da de redaktionelle vilkår og traditioner er forskellige.

EFJ har - efter en række mislykkede forsøg - valgt, ikke at satse på EU-lovgivning som redskab.

Det er meget vanskeligt for os at gøre noget ved mediekoncentrationen. Så meget desto vigtigere er det, at vi satser på at styrke den redaktionelle frihed,' siger hun.