NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Allerede nu – to måneder før afstemningen – er der et flertal af nej-stemmer, og dette flertal er blevet bekræftet ved tre på hinanden følgende meningsmålinger.
Intet under, at unionstilhængerne vrider deres hænder i fortvivlelse over de franske vælgere. Hvorfor kan de ikke se, hvor storartet traktaten om en ny grundlov for EU er?
Der kan efter disse kloge menneskers mening kun være én grund til, at vælgerne siger nej. De må være utilfredse med alt andet end EU-forfatningen. Nogen kan ikke lide præsident Chirac. Andre frygter, hvad der vil ske, hvis Tyrkiet bliver medlem af EU. Og andre igen er bange for, at det planlagte servicedirektiv vil skade lønningerne og arbejdsmiljøet.
Unionstilhængerne kan have ret i, at hverken Tyrkiets optagelse eller servicedirektivet har nogen direkte sammenhæng med EU-forfatningen. Men det har de nu alligevel.
Kernen i EU-samarbejdet er, at man flytter magt fra medlemslandene til Bruxelles, og EU-forfatningen vil forstærke denne udvikling.
Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at vælgerne siger nej til EU-forfatningen. De er modstandere af den vej, EU’s udvikling har taget, og de ville formentlig for længe siden have sagt nej, hvis de ellers var blevet spurgt. Men som bekendt har Danmark og Irland stort set haft eneret på at holde folkeafstemninger.
Denne situation er nu omsider blevet ændret, og det kan koste EU-forfatningen livet. Det er naturligvis ubehageligt for magtens mænd i EU, men der er ingen grund til at have ondt af dem.
De ligger, som de har redt.