NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU er i krise. Den såkaldte tænkepause, kan med diverse udtalelser opfattes, som en ekstra pause i en ratificeringsproces, som statslederne ikke har tænkt sig at opgive, på trods af folkets nej. Hvilket på ingen måde er overraskende set i EU-historiens bakspejl.
Tony Blair siger at tiden er til at skabe rigtig politik, hvilket der så åbenbart, ikke er sket indtil videre – kan man konkludere.
De statsledere, der sammen burde have en klar og tydelig vision, er i den grad spredt for alle vinde. I det Europa, som de ellers hylder, kniber det altså med en fællesskabsløsning, når befolkningerne stritter i mod og nogle endda stemmer nej.
Begyndelsen var ellers lovende. Inden forfatningens tilblivelse vedtog man det meget interessante at nedsætte et konvent. Udgangspunktet var at man bl.a. ønskede at inddrage civilsamfundet, men det skete kun nødtørftigt. Sammensætningen af konventet var ikke det ideelle. Med den tidligere franske præsident og jubeleuropæer Valéry Giscard døEstaing i spidsen, var det som at skrive konklusionen på forhånd.
I forfatningens artikel 46 står der » beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt.« I artikel 47 står der at der skal »føres en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet.«
Fine ord som nu kræver reel handling. EU's legitimitet er afhængig af borgernes accept.
Resultatet af tænkepausen kan blive endnu flere ord og hensigtserklæringer – for blot at holde status quo.
Men en tænkepause kan også være konstruktiv.
Men den bør helt grundlæggende tage udgangspunkt i nogle fundamentale spørgsmål herunder forståelsen af demokrati. Vi må formulere, hvilke krav vi kan stille til EU, fordi det er en institution der i større og større grad berører vores hverdag.
Demokratiforskeren Robert Dahl har fem krav til et demokrati. To af kravene er effektiv deltagelse samt oplyst forståelse.
Ved effektiv deltagelse taler han om at borgerne skal have lige muligheder for at påvirke og udtrykke, hvilken afgørelse de foretrækker inden den endelige beslutning vedtages.
Indflydelsen sker oftest via forskellige kanaler og dermed en indirekte påvirkning. Det er vigtigt at de kanaler, der bliver talsmænd for borgerne, er bevidste om borgernes interesser og formår at formidle dem ret. Og at tilgangen til de forskellige kanaler er overskuelige og direkte tilgængelig. Europaparlamentet, organisationer og så videre kan være deltagende kanaler for Europas borgere. Det bør dog være helt centralt at borgerne kan følge en sag i hele processen så de enkelte politikere og systemer kan drages til ansvar.
I forfatningen har man forsøgt, i princippet om deltagelsesdemokrati at styrke civilsamfundet ved artikel 47, hvor der står » Et antal unionsborgere på mindst en million, der kommer fra et betydeligt antal medlemsstater, kan tage initiativ til at opfordre Kommissionen til inden for rammerne af sine beføjelser at fremsætte egnet forslag.«.
Desværre kan Kommissionen nøjes med at sige tak og gøre som de vil.
Robert Dahl siger om oplyst forståelse at hvis borgerne skal have mulighed for at varetage sine interesser og begrunde de valg som tjener dem bedst muligt, så må de være oplyste. Viden opnås gennem uddannelse samt offentlig diskussion.
Åbenhed – igen
Tilgangen til informationer og grundlæggende fakta om den politiske proces skal være let tilgængelig, så borgerne reflekterer og tager stilling til de forskellige politiske spørgsmål.
Informationer gør det ikke alene, for der vil være forskellige fortolkninger af virkeligheden, der ofte står som modsætninger. Og mange politiske spørgsmål er vanskelige at svare entydig på, da der vil være tale om vurderinger. Det er her den offentlig debat skal træde til, så synspunkter og forskellige argumenter kan prøves.
Hvis borgerne skal have bedst mulig tilgang til informationer, så må der sættes fokus på åbenhed i EU systemet – igen. Det er ikke en ny udfordring. I 90'erne blev det vedtaget at der skulle være en lettere tilgang til institutionernes dokumenter, men der blev samtidig formuleret en række undtagelsesparagraffer. De undtagelser er siden blevet flittigt brugt især når journalister har ønsket indsigt i en given sag.
På trods af engagementet fra borgerne og politikerne, så stiller de samme politikere spørgsmål ved indholdet af et nej. Det giver grund til eftertænksomhed. For hvis politikerne har så fantastisk et projekt, hvorfor formår de så ikke at formidle det »gode budskab«?
Dagsordenen for forfatningens tilblivelse og ratificeringsproces har de selv fastsat, midlerne har været store og alliancepartnerne har været hele magtens elite. Rammerne var perfekte. Måske er det indholdet, der er problemet, når det kommer til stykket? Eller at magthavernes argumentation har vanskeligt ved at klare sig i den offentlige debat? Eller at tilgangen til informationer og viden ikke var god nok? Men det ville give anledning til en række nye spørgsmål.
Mange har brugt argumentet om globaliseringen, som grund til at sige ja til forfatningen. Globaliseringen giver en del udfordringer, men vi skal være opmærksomme på at det ikke tilskynder os til at prioritere effektivitet over demokrati. Det vil være uholdbart og farligt, for det gør globaliseringen til demokratiets fjende.
Udfordringen er derimod at tænke de grundlæggende demokratiske idealer, vores nationalstater bygger på, ind i en europæisk ramme. Føderation eller ej, så er det vigtige at vi kan stille samme grundlæggende krav til demokratiet – uanset hvilket niveau, vi befinder os på.
Artiklen er også publiceret som tirsdagskronik fra tænketanken Ny Agenda