Det kan kun blive et »non«

Kun Sovjetunionens forfatning fra 1936 under Stalinsregeringstid går så dybt ned i detaljerne om økonomi, skriver Susan George fra Attac i Frankrig.
Af Susan George
3. maj 2005

Den såkaldte »forfatning« eller »traktat«, som etablerer en forfatning for Europa, er uforståelig. Intet almindeligt menneske har tiden eller grundlaget for at forstå den. En forfatning burde være forståelig for det folk, det vil styre. Teksten dumper fuldstændig ved prøvelse.

USA's forfatning er cirka 30 sider lang. Jeg vil foreslå I undersøger længden af jeres egen nationale forfatning. EU's forfatning er i sin franske version på 252 sider og med alle protokoller og bilag kommer den op på 850 sider.

Jeg har ingen juridisk eksamen - og jeg regner heller ikke med at I har det - men jeg er vant til at læse temmelig vanskelige tekster om MAI, WTO, IMF med videre. Denne tekst vinder imidlertid prisen for utilgængelighed og kompleksitet. En forfatning må basere sig på folkelig suverænitet, det vil sige komme fra folket, det har været anerkendt siden 18. århundrede. Her er det princip glemt. De folk, som skriver et dokument som dette, burde vælges specifikt til dette formål af det folk, som vil være underlagt dets bestemmelser. Skønt mange (af forfatterne) var nationale eller europæiske parlamentarikere, blev de ikke valgt med dét formål at udforme en europæisk forfatning.

Folket er fraværende

Den amerikanske forfatning begynder med ordene: »Vi, folket...« Den europæiske begynder med en lang liste over statsoverhoveder og kongelige højheder. Jeg ved ikke, om vi allerede har sådan noget som »det europæiske folk«, men hvis vi har tænkt os at leve sammen, så burde vi bifalde dets opståen og udvikling. Folket er fraværende i denne forfatning!

Man må kunne ændre i en forfatning. Den franske forfatning fra 1793 giver mulighed for tilføjelser og revideringer, idet det hedder: »En generation skal ikke kunne påtvinge efterfølgende generationer dens love.« USA's forfatning fra 1787 fik sin første tilføjelse i 1791 med de ti artikler om menneskerettighederne. Siden er der kommet yderligere 17 tilføjelser og det hele har nu fungeret i 230 år.

Der kan af en række praktiske årsager ikke foretages ændringer i EU-forfatningen uden at kunne mobilisere dobbelt majoritet. Først af alle statsoverhoveder i det europæiske råd, så ved en efterfølgende ratifikation i samtlige medlemslande ved afstemninger i de nationale parlamenter eller ved folkeafstemninger. Vi bliver bedt om at underskrive for »en ubegrænset periode«, som det hedder i teksten.

Politik dikteres

EU-forfatningen går ned i detaljerne om økonomi og pengepolitik - over 300 artikler i forfatningen drejer sig om disse temaer. Ordet »Marked« anvendes 78 gange, »konkurrence« 27 gange og sætningen »et marked, hvor konkurrencen er fri og uhindret« syv gange. Den franske arbejdsgiverforening og den europæiske arbejdsgiversammenslutning UNICE har erklæret sig meget tilfredse med forfatningen.

Det burde forekomme indlysende, at denne forfatning er en nyliberalistisk drøm. Selv offentlig service, hvilket i øvrigt aldrig bliver defineret i teksten, skal underlægges fri konkurrence. Forfatningen sikrer også Centralbankens totale uafhængighed. Prisstabilitet er føjet til listen over Unionens »mål«. Banken har intet mandat til at promovere beskæftigelse.

Fuld beskæftigelse er for eksempel blot nævnt én gang, »sociale fremskridt« tre gange og ordet arbejdsløshed overhovedet ikke! De europæiske regeringer antages ikke at yde subsidier. Jeg kender kun til en anden forfatning, der går så dybt ned i detaljerne om økonomi, og det var Sovjetunionens forfatning fra 1936 under Stalins regeringstid.

Politikken underlægges konstant økonomien og i sociale eller skattemæssige spørgsmål kan harmonisering kun opnås via enstemmighed.

Kommissionens magt

Kommissionen udstyres med enorm magt og står næsten ikke til ansvar over for parlamentet. Det europæiske Råd - det vil sige statsoverhovederne - er, selv om de formodes at være folkevalgt, helt uden ansvar i europæisk sammenhæng. Normale forfatningsprincipper, som deling af magten og kontrol med denne, er på det nærmeste fuldkommen fraværende og den udøvende magt er alt for dominerende. Parlamentet kan ikke selv fremsætte lovforslag, kan ikke vedtage skatter og er tvunget til at samarbejde med Rådet om praktisk taget alle væsentlige emner. Montesquieu formulerede det i »The Spirit of Laws« (I Lovens Ånd) som: »Al magt fører nødvendigvis til magtmisbrug« - og vi har ingen mulighed for at stoppe det. Man kunne fortsætte i det uendelige.

Jeg vil foreslå at jeres kampagne vil udvikle jeres egen ekspertise vedrørende forfatningsteksten og holde jer til at argumentere meget nøje i overensstemmelse med indholdet. Det er den bedste modgift mod et »ja«. De, som rent faktisk har læst teksten, må nødvendigvis altid, som resultat af denne vanskelige øvelse, ende med at være fast besluttede på at stemme imod.

Selvfølgelig er al officiel, økonomisk-finansiel og mediemæssig propaganda fortalere for et »ja«. De påstår at forfatningen er »mere demokratisk end den, vi havde før«. Det er bare ikke godt nok, og hvis vi ikke vinder i Frankrig, vil det være et historisk nederlag. Vi ønsker vore danske venner held og lykke, og vi vil bistå på enhver tænkelig måde.