ARTIKLER


Direktiv om skrot volder problemer

Et EU-direktiv om elektronisk skrot er så uheldigt udformet, at hverken virksomhederne eller myndighederne kan finde ud af det,
Af Sven Skovmand
10. december 2005

I et direktiv fra januar 2003 fastslog EU at virksomheder, der producerer varer som indeholder elektronik, skal være ansvarlige for at stofferne i deres produkter bliver genbrugt når de kasseres.

Målet er at alle medlemslande indsamler mindst fire kg. elskrot pr. indbygger om året fra og med 1. januar 2007. Dette skrot skal kunne leveres tilbage til de virksomheder, der har produceret varerne. I praksis skal det ske ved at virksomhederne går sammen i kollektive selskaber – i Danmark Elretur.

Ordningen giver imidlertid store praktiske problemer, oplyser ugebladet Ingeniøren i tillægget »Elektronik« 25.11.2005.

Mange virksomheder er nemlig ikke klar over om de er omfattet af loven. For som miljøchef Lars Aagaard siger: »Elektronik er alt lige fra syngende postkort til store industrimaskiner«.

Derfor har da også kun 240 virksomheder meldt sig til Elretur, skønt sidste frist for tilmelding er 31.12.2005, og man skønner at mellem 800 og 1000 virksomheder bør deltage i ordningen.

Mange virksomheder føler at de er svigtet af Miljøstyrelsen der ikke har givet tilstrækkelig klar besked om hvad de skal gøre. Miljøstyrelsen erkender at der er et problem, men mener at det først og fremmest skyldes at EU’s direktiv er uklart. Og som kontorchef Marianne Moth siger:

»Direktiverne skal jo helst udmøntes nogenlunde ens i Europa, så Danmark skal ikke selv begynde at opfinde fortolkninger og svar på, hvad der er omfattet, og hvad der ikke er.«