ARTIKLER


En miljøfjendtlig dom

EF-Domstolen har forbudt østrigerne at beskytte miljøet mod store, tunge lastbiler. Det krænker varernes frie bevægelighed, siger dommerne
Af Sven Skovmand
8. december 2005

At store, tunge lastbiler ikke har noget at gøre i et alpeområde, burde være indlysende for enhver. De larmer, forurener og truer miljøet i et følsomt område.

I det hele taget burde al gennemgående lastbiltrafik for€bydes i Alperne. Lastbilerne må i god tid inden bjergene sættes på jernbanevogne og i tunneler bringes over på den anden side.

Men noget sådant kan ikke lade sig gøre i EU. Det har østrigerne fået at mærke. Skønt de kun har forbudt kørsel med de allertungeste lastbiler og kun på et begrænset område, har EU-domstolen erklæret forbuddet for ulovligt.

Hensynet til miljøet må vige for varernes frie bevægelighed, siger dommerne i Luxembourg.

Dommen viser, hvor lidt hensyn EU's institutioner tager til miljøet. For Domstolen er jo ikke ene om at være imod Østrigs miljøvenlige politik. Det samme er Kommissionen, som har bragt sagen for Domstolen.

Men sagen viser ikke kun at miljøhensyn har trange kår i EU. Den viser også at Domstolen har tiltaget sig alt for megen magt.

Domstolen har efter EU's traktater ret og pligt til at forhindre at medlemsstaterne begunstiger egne virksomheder på andre medlemslandes bekostning.

Men Østrigs forbud mod tunge lastbiler har på ingen måde haft til hensigt at forvride konkurrencen. Det har udelukkende sigtet mod at beskytte Østrigs miljø. Og det vil EU ikke give landet lov til.

Østrigerne må med misundelse se på nabolandet Schweiz, der med sin beliggenhed uden for EU er fritaget for Domstolens tyranni.