NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ét resultat af den franske folkeafstemning ligger klart i skrivende stund: En dyb splittelse på tværs af alle politiske skel. Hvad enten nej’et havner på den ene eller anden side af de 50 procent, vil det under alle omstændigheder være så stort at det ikke kan fejes bort med en forklaring om yderfløjenes nej.
Cirka 50 pct. er mange ud af 40 millioner stemmeberettigede franske vælgere. De kan umuligt alle 20 millioner være marxister og revolutionsromantikere eller ekstreme højrefløjs Le Pen tilhængere. Hvilket man kan forledes til at tro, hvis man følger dele af f.eks. TV2’s dækning af den franske folkeafstemning.
Et almindelig matematisk overslag siger at så store nej-procenter kun kan nås, hvis nej’et er bredt funderet hen over midten og i alle politiske lejre. Lige så vel som det herhjemme var Socialdemokratiet og Venstre, der leverede langt det største antal vælgere til euro-nej’et i september 2000.
– Et enstemmigt EU-etablissement som på den side truer med diverse katastrofe-scenarier, hvis der stemmes nej, og på den anden side lokker med gyldne løfter, hvis der stemmes ja.
– En knusende overvægt af ja-sigere i medierne, især i TV, hvor den statslige mediekommission tidligt afgjorde at TV-tid skulle afspejle fordelingen i det franske parlament, som er meget skræv i forhold til partiernes reelle vælgertilslutning (se boks).
– Som i Danmark er det ja-siden der spørges om, hvorfor det går dårligt for ja-siden, men det også er ja-siden der spørges om, hvorfor det går godt for nej-siden.
– Som i Danmark er eksperter i TV altid ja-sigere, mens nej-sigere med ekspertviden er dømt ude.
Som i Danmark er det en grov undervurdering af vælgerne. Alle franskmænd har fået tilsendt selve EU-forfatningen.
Som i Danmark ved Maastricht-afstemningen har vi en vælgerbefolkning, som stiller mange kritiske spørgsmål på et niveau der ofte overgår den viden som den gennemsnitlige nationale politiker kan opbyde om EU-forfatningen.
Iøjnefaldende er det ligeledes at højrefløjs-nej’et fra Front National med Jean-Marie Le Pen i spidsen har forsvindende lille betydning. Hvor Le Pen ved den franske Maastricht-afstemning i 1992 førte an med sloganet ”Non … Mitterrand, non … Maastricht”, er det nu ord og argumenter fra socialdemokrater, venstrefløj og globaliseringskritiske bevægelser, som bærer nej’et. Ifølge analysebureauerne vil over 60 procent af de ikke-borgerlige vælgere stemme nej til EU-forfatningen.
De 200’s appel. Venstreorienteret underskrift-appel mod EU-forfatningen.
Folkeafstemning 2005. Centrum-venstre initiativ imod ”Giscards forfatning”.
Stå fast Frankrig. Borgerlige til forsvar for suverænitet.
Borger- og republikaner-bevægelsen. Socialdemokratiske nej-udbrydere under ledelse af tidligere undervisnings- og forsvarsminister Jean-Pierre Chevènement (Mouvement Républicain et Citoyens)
Stå fast republik. Borgerligt nej-initiativ under ledelse af RPR-politikeren Nicolas Dupont-Aignan (interview i NOTAT 29.4.2005).
ATTAC Frankrig. Centrum-venstre globaliseringskritisk nej.
Det er tænketanken Ny Agenda som torsdag, fire dage før folkeafstemningen i Frankrig, udsendte en lille bog med de argumenter mod EU-forfatningen, som fransk centrum-venstre anvender.
Bogen rummer en anmeldelse af tre nye franske bøger om EU af journalist Børge Visby, tidligere bragt i Information, samt tekster af 4 fremtrædende franske meningsdannere.
Endvidere finder man en appel fra det mindretal af partiet De Grønne, som er imod EU-forfatningen, samt ”De 200’s appel”, fra forskere, fagforeningsfolk, feministiske organisationer og politikere, som for alvor satte gang i kritikken fra venstre imod EU-forfatningen.
I stedet gås lige til sagen om EU-forfatningens anatomi. Hvad er en forfatning? Hvad skal en europæisk af slagsen kunne, og ikke kunne? Er udkastet godt nok, målt i forhold til dette? Et omdrejningspunkt er at en forfatning ikke skal fastlægge politikkens indhold, men alene lægge rammer for den demokratiske proces.
”Vi er ikke nødvendigvis enig i alle forfatternes synspunkter. Både den franske ja-side og den franske nej-side har fortalere, der vil give mere magt til EU’s institutioner, specielt hvis Frankrig bevarer sin førende rolle inden for EU,” skriver Drude Dahlerup, Kenneth Haahr og Niels I. Meyer i forordet.
”Men vi er enige i den franske nej-sides afgørende kritik af, at forfatningsforslaget ikke er politisk neutralt. Forslaget er en uskøn blanding af spilleregler for institutionerne og en fastlæggelse af politikkens indhold, som dermed ikke er åbent for ændringer i den almindelige demokratiske proces.”
”Franske stemmer - kritik af forfatningsforslaget fra venstre”, 48 sider. Rekvireres gratis fra forlaget NOTAT, tlf. 86 48 16 00.