ARTIKLER


EU forbereder egen test til skoleelever

EU arbejder på at udvikle fælles mål og metoder til at få viden om, hvad eleverne kan – især med hensyn til sprog og evnen til at lære.
Af Michael Voss
19. september 2005

EU vil gerne have nogle børn, der kan sprog, er kreative, innovative og foretagsomme. De skal nemlig være med til at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige, vidensbaserede økonomi. Hvis det skal nås, er der brug for uddannelse, uddannelse og mere uddannelse, skriver Information 12.9.2005

Konkret er EU-landene i gang med at udvikle fælles mål og fælles metoder for at måle, om de er nået. De områder, der er kommet længst med test, er sprog og evnen til at lære, på EU'sk hedder det language, skills og learning-to-learn. På de to områder besluttede uddannelsesministrene i maj, at Kommissionen skal udarbejde forslag til, hvordan det kan lade sig gøre. Og det arbejde er nu ved at gå i gang.