ARTIKLER


EU fortsætter sit rovfiskeri

EU har i en årrække indgået aftaler med afrikanske lande, der har været til stor skade for det lokale fiskeri. Og indtil videre fortsætter man.
Af Sven Skovmand
11. januar 2005

EU har i en årrække indgået aftaler om fiskeri langs kysterne til en række lande i Afrika. Aftalerne betyder at effektive spanske og portugisiske kuttere kan tage store mængder fangst fra de lokale fiskere, og mange frygter at det på langt sigt vil true bestandene af fisk.

Aftalerne er så meget mere problematiske som EU i forvejen har indgået særlige bistandsaftaler med disse lande. Man støtter dem altså med den ene hånd og tager fra dem med den anden.

De afrikanske lande får ganske vist betaling for deres fiskerettigheder, men den står slet ikke i forhold til skadevirkningerne.

Men ifølge Jyllands-Posten for 31.12.2004 ser det ikke ud til at forholdene ændres foreløbig. EU's fiskekommissær Joe Borg vil ikke røre ved aftalerne, før han fået mere viden om, hvordan de virker, siger han.

EU's aftaler dækker i øjeblikket tre fjerdedele af Afrikas kyst mod Atlanterhavet. Desuden har man aftaler med den store ø Malagasy i Det Indiske Ocean samt øerne Mauritius, Comorerne og Seychellerne, der med deres beliggenhed i havet har eneret på et stort fiskeområde.