Euroen: Centralbankens umulige opgave

Euroen ligner mere og mere en politisk konfliktskabende og makroøkonomisk unødvendig konstruktion. Fra euroens begyndelse har det stået klart at den økonomiske og monetære unions succes og langtidsholdbarhed vil afhænge af to forhold, nemlig øget økonomisk integration og øget politisk integration. På begge områder går udviklingen den modsatte vej i denne tid.

Det chokerende store franske og hollandske nej til EU-forfatningen har naturligt nok sat fokus på den utilstrækkelige politiske integration. Men i virkeligheden er det den manglende økonomiske integration, der udgør den største trussel imod Euroen. I hvert fald på kort sigt.

En afgørende forudsætning for, at en fælles mønt og dermed også en fælles pengepolitik kan fungere, er at de involverede økonomier har nogenlunde samme økonomiske udvikling. Hvis landene ikke har samme konjunkturudvikling er det dybt problematisk at skulle føre samme pengepolitik. For det ene land vil en pengepolitisk opstramning være den rette kur, mens en lempelse vil være det rette for det recessionslandet.

Mange har troet at skabelsen af det indre marked ville gøre landene så tæt forbundne, at de ville følge de samme konjunktursvingninger. Virkeligheden har vist sig at være en anden.

En af de store konfliktårsager i dag er den store forskel på den økonomiske situation i de forskellige Euro-lande. Italien er fx. på vej i dyb recession med negativ vækst, og andre store lande som Tyskland og Frankrig lider med høj arbejdsløshed og lav vækst, mens et land som Spanien har høje vækstrater og snarere er i fare for overophedning.

Den situation stiller den Europæiske Centralbank i en umulig situation. Hvis banken fører lempelig pengepolitik, fører det til inflation og overophedning i visse dele af Euro-området. Omvendt hvis centralbankcheferne hæver renten, risikerer de dybere recession og økonomisk krise på væsentlige Euro-områder.

Det giver med andre ord ikke mening at føre en samlet pengepolitik for et så økonomisk forskelligartet område som Euro-området er i dag.

Situationen bliver forværret af den manglende politiske integration. For hvis landene var parate til at give EU tilstrækkelig politisk magt, ville man kunne udvikle Euro-land til en mere sammenhængende økonomi.

Men i en situation, hvor de franske og hollandske vælgere har givet hele EU-projektet en politisk knock-out, er dens slags tiltag komplet utænkelige.

Landene er ganske ikke enkelt ikke parate til at give EU den politiske magt som det vil kræve at styre europæisk økonomi på en sammenhængende måde.

Tværtimod kan den utvetydige melding fra de europæiske vælgere meget vel tænkes at betyde at EU går mod en tid med mindre politisk koordinering, hvilket igen vil forstærke den forskelligartede udvikling i de europæiske økonomier.

Og det vil betyde at Euroen kommer yderligere under pres og at konflikterne mellem landenes pengepolitik skærper til.

Problemerne tårner sig altså op for Euro-land, og den Europæiske Centralbank står i en yderst vanskelig situation. Der er næppe risiko for, at Euroen bliver opløst på kort sigt. Men det kan tænkes, at problemerne bliver så store, at visse lande, fx Italien, vælger at træde ud af Euroen, og så er det vanskeligt at forestille sig, hvad der vil ske.

Rasmus Bech Hansen skriver om politisk økonomi og vækst. Han er uddannet fra Institut for Statskundskab og Harvard University, USA. Kommentaren har tidligere været bragt i Berlingske Tidende.