NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Mange, som over et stykke tid forsøger at følge EU's gøren og laden gennem medierne, får hurtigt en fornemmelse af at love, beslutninger og anbefalinger kommer som sendt fra en usynlig hånd fra oven, pludselig, uventet og ofte uforståeligt.
Det har sin forklaring. EU er som bekendt det eneste sted i verden – udover Nordkorea – hvor man anvender hemmelig lovgivning.
Berømt og berygtet er Kommissionens magt. Den har både lovgivende, udøvende og dømmende magt i EU-systemet, mens almindelig lære om demokratiet netop fordrer adskillelse mellem disse tre magter.
Når Kommissionen lovgiver foregår det i hemmelighed. Vi får kun meddelt resultatet.
I dette og næste nummer af NOTAT ser vi nærmere på, hvordan Kommissionen kan lovgive. Hvordan går det for eksempel til at en majs, som vælgere og folkevalgte har afvist, alligevel bliver vedtaget – af Kommissionen? Udemokratisk og diktatorisk? Ja. Tilfældigt? Nej.
NOTAT’s omfattende beskrivelse af sagen afdækker en lang og grundig procedure forud for den endelige beslutning. Og en absurd pointe: I sidste ende er det spild af tid. Kommissionen gør hvad den vil, ofte akkompagneret af tunge penge- og industriinteresser.
Den enkle forklaring er at Kommissionen har fået tildelt den magt, senest med Nice-traktaten. Den historiske forklaring er at man helt tilbage ved EF’s grundlæggelse opfandt et system, som skulle være selvkørende, udenom de forhindringer for integrationen, man anså nationale demokratier for at være.
Kan det forsvares i år 2005? Nej. Alene af den grund bør EU-forfatningen, som gav Kommissionen endnu mere magt, forblive i dybfryseren, og vi bør tænke kreativt nyt om EU’s indretning og lovgivningsprocedurer.