NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU's handelskommissær Peter Mandelson har det ikke let i disse dage. Han oversvømmes af klager fra rasende tekstilfolk, samtidig med at han snigløbes af sine kolleger i EU-Kommissionen og dens formand Barroso, der gør alt for at beskytte EU's gammeldags og ineffektive industrier mod konkurrencen fra Kina.
Mandelson gik som en selvfølge ud fra, at EU måtte være forpligtet af de aftaler, som man havde indgået med Kina og med Verdenshandelsorganisationen WTO. Derfor tillod han, at indførslen af tøj fra Kina blev fri fra 1. januar 2005, og han sagde nej til at foretage begrænsninger af den, før det havde vist sig, hvor omfattende den blev. Det ville i praksis betyde, at mulige begrænsninger først kunne træde i kraft i 2006.
Sådan gik det som bekendt ikke. Barroso vred armene om på Mandelson og tvang ham til at indføre kvoter fra den 12. juli.
Det kunne Mandelson naturligvis ikke gøre for. Men hvorfor tog han ikke hensyn til de aftaler, som sagesløse firmaer havde indgået med kinesiske producenter af tøj? Havde han blot gjort det, ville skaden ikke have været så stor.
Og hvorfor gjorde tekstilfolkene i f.eks. Danmark ikke mere vrøvl, mens tid var? Hvorfor overlod de al lobbyvirksomhed til de reaktionære virksomheder i det sydlige Europa?
Det er endnu uklart, om det er lykkes Mandelson at redde situationen og få givet adgang for varerne fra Kina. For kineserne vil naturligvis ikke gå med til, at en øget indførsel af deres varer i år skal føre til en tilsvarende nedgang i de kommende år. Og de sydeuropæiske tekstilfolk fortsætter deres indædte kamp mod udviklingen.
Det eneste gode ved situationen er, at den kan gøre det klart, hvor uhensigtsmæssigt EU virker i kritiske situationer, og at det store antal medlemmer ikke er en fordel, men et problem.