ARTIKLER


Landbrugsreformen

Store områder med skov bliver nu ryddet, fordi de ejes af landmænd, der kan få mere ud af arealtilskud, hvis jorden bliver dyrket.
Af Sven Skovmand
7. marts 2005

Ifølge tidsskriftet »Skoven« for februar 2005 vil EU's landbrugsreform føre til en omfattende rydning af skove.

Mens der vil blive givet 2.300 kroner for hver hektar dyrket landbrugsjord, gives der intet tilskud til skove. Derfor vil en del landmænd sørge for at få fældet deres skove og så jorden til inden den 21. april, der er den dag, hvor de skal meddele, hvad deres jord bruges til.

En forudsætning for, at det kan ske, er dog, at der ikke er tale om fredsskov, dvs. skov der ikke må ryddes, uden at der plantes en tilsvarende mængde skov et andet sted. Så landmændene kan ikke rydde de træer, som de har fået EU-tilskud til, siger bladet trøstende.

Uanset om de fældede træer er fredsskov eller ej, er det ejendommeligt, at en EU-bestemmelse fører til, at man fælder træer, når alle ellers går ind for, at vi skal have mere skov.

Men det er jo ikke første gang, at EU-bestemmelser har fået mærkelige følger.