NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det er den korte og lidt banale forklaring på at sidste uges EU-topmøde i Bruxelles gik i opløsning uden en budgetaftale for årene 2007-2013.
I de korte forklaringer har enten Storbritanniens Tony Blair eller Frankrigs Jacques Chirac skurkerollen.
Blair, fordi han nægtede at opgive den særlige rabat på afgifterne til EU som Margaret Thatcher fik tiltusket Storbritannien tilbage i 1984.
Chirac, fordi han holdt fast i ikke at lave om på landbrugspolitikken – læs forsvarede de støtteordninger som har tjent franske interesser godt i mange år.
Men Tony Blair var ikke alene om at modsætte sig det endelige kompromisforslag fra EU-formanden, Luxembourgs Jean-Claude Juncker. På nej-holdet fandtes også Sveriges Göran Persson, Hollands Jan Peter Balkenende, Finlands Matti Vanhanen og Spaniens José Luis Zapatero.
Det var 5 nej mod 18 ja, eller muligvis 20 – Italiens Silvio Berlusconi og Danmarks Anders Fogh Rasmusssen blev af andre beskrevet som at de mest stod passive.
Anders Fogh Rasmussens sagde selv at han havde været parat til at stemme ja.
Men da budgetforlig kræver enstemmighed så gik det som det gik – i skuddermudder.
På scenen bagefter sad formanden Jean-Claude Juncker og græd, eller i hvert fald kneb et par tårer, idet han omtalte sig selv som den sidste virkelige europæer, og fortalte hvordan han skammede sig over de andres grådige opførsel.
Det var meget bevægende alt sammen, og der blev også klappet ad formanden fra dele af det tilstedeværende pressekorps.
På mødets første dag, da regeringscheferne lige havde taget bestik af de franske og hollandske nej til forfatningen, var det ikke ligefrem ydmyg følsomhed som prægede EU-formanden udtalelser:
»Hvis det er overtalelse som skal til for at få befolkningerne at stemme ja, så her det helt i orden med mig. Der bliver ikke flyttet et komma i den forfatning,« forklarede han.
Egentlig var det ikke særlig mange overraskelsesmomenter i at topmødet endte som det gjorde:
Tony Blair havde gjort det helt klart på forhånd at han ikke havde til sinds at give slip på den britiske rabat.
Göran Persson brugte bevidst medierne under selve mødet for slå fast at han i hvert fald var parat til at nedlægge veto.
Jan Peter Balkenende havde ikke nogen som helst rygdækning hjemmefra for at blive ved at være nettobetaler nr. 1 målt per indbygger.
Selv om Tysklands Gerhard Schröder erklærede sig villig at betale regningen endnu en gang, så hjalp det ikke stort. Modsætningerne var godt cementerede i forvejen.
At udgangen alligevel er blevet beskrevet som et chok, og at EU nu skulle befinde sig i en dobbeltkrise kan måske tilskrives to forhold:
– Det var længe siden Frankrig var repræsenteret af en så svag statschef. Efter nejet i den franske folkeafstemning så modstanderne af den etablerede landbrugspolitik en chance at udnytte Frankrigs svækkede autoritet – og greb den.
– Aftaler bliver kun holdt så længe det passer. Tre af de fem lande som modsætte sig det endelige budgetforlag, kan fra et fransk udgangspunkt med vis ret kaldes for løftebrydere. Det var ikke meget mere end to år siden at samtlige daværende 15 medlemmer (under det danske EU-formandskab) var enige om at østudvidelsen skulle gennemføres med i stort set uforandret landbrugsstøtte til de gamle lande helt til 2013.
»Ja,« men tilføjede lynhurtigt og uden at trække vejret:
»Den aftale var allerede blevet brudt, da man holdt dele af den forventede landbrugsstøtte til Rumænien og Bulgarien udenfor.«
Altså, ja vi har måske ikke opført os helt pænt, men det var de andre som begyndte.
Opbyggeligt?
Næ.
Underholdende?
Ja, da.
Forbavsende?
Kun hvis man opfatter det som en nyhed at EU's medlemslande i første hånd ser til sine egne interesser og derefter – hvis der er tid og råd – til fællesskabets.
Et langtidsbudget for årene 2007-2013.
Men det er kun 2005 nu?
Ja, og derfor er uenigheden heller ikke et akut problem endnu, men kan blive det. Der skal gerne være en aftale senest 9 måneder inden den første budgetår hvis Kommissionen (og medlemslandene) skal kunne forbereder udbetalinger, projektstøtter, mv.
Og hvis det ikke er muligt?
Så kan det gældende budget (for 2006) forlænges med 12 måneder ad gangen.
Hvem ville tjene på det?
De lande som mener at den faktiske budgetramme i dag (cirka 1,0 procent af den samlede indkomst – BNI) er stor nok, altså primært den så kaldte sparebande som har bestået af Storbritannien, Holland, Sverige, Østrig, og til tider Tyskland.
Så hvem gik efter en hurtig aftale?
Kommissionen som havde foreslået en budgetramme på 1,14 af BNI, Luxembourg som er formandsland, og de lande som er bange for at miste penge det længere tid forhandlingerne står på.
Hvorfor blev man ikke enig?
Tony Blair nægtede at accepter en fastfrysning af den britiske rabat som han mente ville udhule dets værdi – i hvert så længe der ikke bliver lavet om på landbrugsstøtten. Spanien og Finland var misfornøjede med regionalstøtten, og Sverige og Holland mente at man betaler for meget til de forkerte formål.
På hvilken måde forkerte formål?
For meget til landbrug og regionalstøtte, for lidt til forskning og beskæftigelse.
Er det ikke det samme som Anders Fogh Rasmussen siger?
Jo, den danske regering er grundlæggende enig med sparebanden, men holdt sig på sidelinjen i Bruxelles. På et pressemøde i tirsdags sagde Fogh at han opfattede aftalen fra 2002 som et loft, og at han gerne ser at der bliver afsat mindre penge til landbruget – hvis det bare er noget som alle kan blive enig om.
1. Landbrug 45,8 procent 340,0 mia.kr.
2. Strukturforanstaltninger (til fattige regioner) 30,9 procent 229,3 mia.kr
3. Interne politikker (forskning og udvikling, miljøprojekter, kulturstøtte m v) 5,7 procent 55,9 milliarder
4. Administration (Kommissionen, Parlamentet, tolkning og oversættelse, m v) 6,1 procent, 44,9 mia.kr.
5. Foranstaltninger udadtil (bistand, katastrofehjælp repræsentation udenfor EU m v) 5,0 procent 36,8 mia kr,
6. Førtiltrædelsesstøtte (bidrag til de 10 lande som blev medlemmer 1. maj sidste år + til Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet) 2,9 procent, 3,3 mia.kr.
7. Kompensationer (regnskabsteknik) 1,4 procent 10,5 mia.kr.
8. Reserver 0,4 procent, 3,3 mia.kr
Den britiske rabat er ikke en udgift men optræder på budgettets indtægtsside. Rabattens værdi var sidste år 34 mia.kr, det vil sige tæt på niveauet for EU's samlede ulandsbistand.
I alt 741,9 mia. kr. (99,7 mia _) svarende til 0,99 af BNI
Kilde: »Opgøret om EU's milliarder på
Måden som pengene vil blive brugt på kan ikke sammenlignes med 2004 eller i år fordi Kommissionen har lavet om på opdelingen af budgettet og lavet fem helt nye overskrifter:
1. Bæredygtig vækst: dagens rubrik interne politikker + regionalstøtte + dele af landbrugsstøtten
2. Beskyttelse af naturressourcer: landbrugsstøtte+ fiskeri+ miljø+ forbrugerbeskyttelse.
3. Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed: nyt område, i dag del af interne politikker
4. EU som global partner: bistand, katastrofehjælp, kommende udenrigstjeneste
5. Administration: udgifter for EU's instutioner undtaget for Kommissionen som bogføres under de øvrige områder.
Alt i alt er uigennemsigtigheden nærmest total. Ifølge en sur kommentar fra en diplomat på topmødet er det forkert at beskrive det som et sammenhængende budget, men mere korrekt at tale om en række løse konvolutter.