ARTIKLER


Miljøministrene vil stramme Kyoto-krav

EU's miljøministre vil indføre stramme krav for udslip af drivhusgasser, når den nuværende Kyoto-aftale udløber.
Af Sven Skovmand
18. marts 2005

På et møde den 10.3.2005 blev EU's miljøministre enige om, at EU i årene efter 2012 skal gå ind for, at udslippet af drivhusgasser nedsættes væsentlig mere end de 8 procent, som man har bundet sig til i Kyoto-aftalen, skriver Jyllands-Posten 11.3.2005.

Beslutningen går ud på, at udslippet skal være nedsat med mellem 15 og 30 procent i 2020 og med 60 til 80 procent i 2050 – i forhold til udslippene i 1990.

Miljøorganisationerne er naturligt nok begejstrede for miljøministrenes udspil. De peger dog på, at sagen skal behandles på EU's topmøde den 22.-23. marts, og at beslutningen endnu kan nå at blive omstødt.

Det spiller i den forbindelse en rolle, at Kommissionen indtil nu har afvist at stramme kravene til udslippene, og at EU-landene under ét er langt fra at opfylde de trods alt ret beskedne forpligtelser, de indgik i forbindelse med Kyoto-aftalen.