ARTIKLER


Mindst tre folkeafstemninger inden sommerferien

Storhertugdømmet Luxembourgs regeringschef Jean-Claude Juncker svinger taktstokken. Men melodien i EU vil blive bestemt af vælgerne i Spanien, Portugal og Frankrig den kommende tid.
Af Staffan Dahllöf
11. januar 2005

Hvad end formandslandet Luxembourg måtte sætte på dagsordnen det nærmeste halve år vil det få vanskeligt ved at hamle op med interessen for de kommende folkeafstemninger om EU-forfatningen.

I alt har elleve af de 25 medlemslande givet tilsagn om at folkeafstemninger.

Men mindre end to år tilbage til den 1. november 2006 hvor forfatningen efter planen skal træde i kraft, er tidspunkterne for de forskellige afstemninger i høj grad uklare.

Først bliver i hvert fald spanierne, som stemmer den 20 februar. I Spanien er kampagnerne for et ja og et nej nu fløjtet i gang.

Inden sommer

Nummer to på banen vil muligvis blive Portugal, hvor man har talt om en tidlig afstemning i år. Men siden der nu er blevet besluttet nyvalg til landets parlament i februar, er datoen for en EU-afstemning er uvis.

Til gengæld har Frankrigs præsident Jacques Chirac rykket den franske afstemning frem i tiden.

»Jeg har besluttet at den Europæiske Forfatning vil blive forelagt jer det suveræne franske folk inden sommeren,« sagde Chirac i en tv- sendt nytårstale.

Også Luxembourg ventes at holde afstemning om forfatningen inden sommerferien, men sandsynligvis først efter at man har overladt EU-formandskabet til Storbritannien den 1. juli.

De EU-gladeste først

Udover disse fire lande er der en usikkerhed om tidspunkterne i Storbritannien, Tjekkiet, Polen, Irland –og Danmark.

Dertil kommer Belgien og Holland, hvor befolkningen ikke nødvendigvis skal stemme om forfatningen men hvor man har haft en række forskellige tilsagn om at det vil være en god idé.

Den hollandske regering talte sågar om en afstemning midt under landets EU-formandskab i efteråret 2004, men det blev ikke til noget.

Hvis der er et mønster i folkeafstemningsbilledet så er det at lande hvor befolkningen forventes at stemme ja melder hurtigt ud, mens der er en omvendt trængsel i køen om at komme sidst i lande, hvor udgangen er usikker.

De usikre afstemningsdatoer

Spanien – den 20 februar.

Portugal – i foråret, muligvis sent i april.

Frankrig – ”inden sommeren” (ferieperiode i august)-

Luxembourg – sandsynligvis i juli.

Belgien og Holland – muligvis sammen, og muligvis i foråret.

Polen – præsident Aleksander Kwasniewski har foreslået samme dag som det kommende præsidentvalg, den 8. oktober 2005.

Storbritannien – bud fra udenrigsminister Jack Straw om marts 2006.

Irland – så sent som muligt, i hvert fald efter Storbritannien.

Danmark – nok helst efter Storbritannien, næppe inden kommende folketingsvalg (som skal afholdes senest i november).

Tjekkiet – uklart, muligvis juni 2006 skal først vedtage lov om folkeafstemning. Tidligere præsident Vaclav Havel har for nylig talt i mod folkeafstemning om forfatningen.

To lande, Ungarn og Litauen har ratificeret forfatningen i sine nationale parlamenter.

Derudover er der diskussion om folkeafstemninger i Tyskland, Sverige og Slovakiet. I Tyskland vil en folkeafstemning kræve grundlovsændring, og i Sverige skal der meget til for at de EU-positive partier lader den langt mere skeptiske befolkning om at direkte give sin mening til kende.