ARTIKLER


Mulighed for folkelig EU-debat og dagsorden

Forslag fra Nyt Europa kan bane vej for, at Folketinget vedtager fælles plan fra syv bevægelser fra både ja- og nej-siden.
Af Ib Roslund
5. september 2005

Efter mere end to måneder har den proklamerede debat om forholdet til EUëendnu ikke forladt Folketingets og Statsministerietë. Men der er nuëtegn på, at den kan komme længere ud end til de mange gange, kontorer og mødelokaler på Christiansborg.

Vejen ud af Christiansborg

De kommende 10 måneders EU-debat står på dagsordenen, når EU-ordførerne fra Folketingets partier samles til møde tirsdag den 6. september i Europaudvalgets underudvalg.

Første trin var mødet den 10. august i Statsministeriet, hvor Folketingets syv partier mødtes med syv bevægelser (Europabevægelsen, Nyt Europa, Folkebevægelsen mod EU, JuniBevægelsen, Fagbevægelsen mod Unionen, Udfordring Europa og Oplysningsforbundet DEO). Her lagde statsminister Anders Fogh Rasmussen ansvaret for EU-debatten i hænderne på Folketingets Europaudvalg, som derefter indkaldte de syv bevægelser til møde tirsdag den 23. august.

Blandt bevægelsernes mange forslag og kommentarer på dette møde var et omfattende forslag fra den EU-positive organisation Nyt Europa. Forslaget omfattede en tematisk ramme for den folkelige debat med overskriften »Borgernes Dagsorden» med fire formulerede spørgsmål om EU's fremtid.

Forslaget rummede desuden et budget, hvor der bl.a. blev afsat 150.000 kroner pr. organisation til henholdsvis Europabevægelsen, Nyt Europa, Folkebevægelsen mod EU, JuniBevægelsen, Udfordring Europa, Dansk Ungdoms Fællesråd og Folkehøjskolernes Forening.

Hvis I bliver enige

Ifølge Trine Mach fra Udfordring Europa var budskabet fra Folketingets EU-positive partier, at hvis de syv bevægelser kunne blive enige om en plan for debatten, inklusiv økonomi, ville partierne med stor sandsynlighed vedtage denne plan. Men hendes indtryk er også, at politikerne antydede, at de ville hive fat i Nyt Europas oprindelige forslag igen, hvis bevægelserne ikke bliver enige.

»Det er et udmærket udgangspunkt. Men der er nogle problemer«, siger Trine Mach til NOTAT med henvisning til både det politiske indhold af de fire spørgsmål og fordelingen af penge.

Bevægelserne mødes

»Alt er åbent«, lød Steen Gade fra Nyt Europas åbne invitation til de øvrige bevægelser efter mødet den 23. august. Og mandag den 5. september – dagen før næste møde i Europaudvalgets underudvalg – samles de syv bevægelser for at se, om der kan opnås udenomsparlamentarisk enighed om rammerne for at få EU-debatten ud til befolkningen.

Nyt Europas forslag får også en positiv modtagelse af Folkebevægelsen mod EU, som dog gerne vil have ændret en række ting.

»Vi mener bl.a. at økonomisk ligestilling er en forudsætning for en fair og demokratisk debat. Det betyder, at Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen skal have yderligere 600.000 kroner pr. organisation. Det mistede vi, da Folketinget sidste år vedtog en ændret fordeling af de almindelige EU-oplysningsmidler, så ja-siden i dag får mere end dobbelt så meget som nej-siden«, forklarer Ditte Staun fra Folkebevægelsen mod EU, der godt kan forestille sig en fælles plan fra de syv NGO'ers side.

»Ja, muligheden er der«, siger Trine Mach fra Udfordring Europa.