ARTIKLER


Nordiske EU-kritiske Europavisioner

Fem nordiske bevægelser vedtog i forbindelse med Nordisk Råds møde i Reykjavik, at de vil arbejde for blandt andet en styrkelse af det nordiske samarbejde og af EFTA.
Af Ib Roslund
31. oktober 2005

I forbindelse med Nordisk Råds 57. session i Island inviterede fem nordiske bevægelser imod EU den 25.10. til et alternativt pressemøde i restaurant Þjóðleikhúskjallarinn (»det nationale teaters kælder«).

De fem bevægelser er: – Heimssyn fra Island, Folkebevægelsen mod EU fra Danmark, Nei til EU fra Norge, Folkrörelsen Nej till EU fra Sverige og Alternativ till EU fra Finland.

I udtalelsen forpligter bevægelserne sig til at arbejde for fem punkter: At nordiske værdier som folkestyre, miljø, sundhed og velfærd ikke skal sættes over styr i Europa. At europæisk samarbejde skal gøre det nemmere at være europæer f.eks. gennem EFTA. At de nordiske lande ikke skal være en del af EU’s toldunion. At europæisk samarbejde skal være i tråd med FN. Og at internationalt samarbejde skal være ligeværdigt og bygge på nationale demokratier og fælles tiltag skal bygge på forsigtighedsprincippet og landes ret til at lave højere standarder.