ARTIKLER


Nu også Radikale problemer med vælgerne

Af de radikale vælgere, som har besluttet sig, vil 40 procent stemme nej til EU-forfatningen, viser Gallups tal.
Af Erling Böttcher
18. marts 2005

Partiet der gerne vil være kendt som Danmarks super-europæere med blå sokker og gule stjerner, har fået mange nye vælgere. Men de er næppe alle sammen tiltrukket af EU-politikken.

I den seneste Gallup om EU-forfatningen fremgår det at kun 37% af de radikale vælgere på nuværende tidspunkt vil stemme ja til EU-forfatningen. 25% af de radikale vælgere vil stemme nej, og at 24 % af de radikale vælgere endnu ikke ved hvad de vil stemme.

Med andre ord er der 40% nej-sigere blandt dem, der har besluttet sig.

EU-kritikerne glade

De radikale EU-kritikere i ”Radikalt EU-kritisk netværk” glæder sig over tallene:

”Politikere skal ikke føre politik ud fra meningsmålinger, men dette viser tydeligt, at den radikale folketingsgruppe ikke er repræsentativ for de radikale vælgeres holdning til EU-forfatningen,” siger advokat og tidligere radikal medlem af Folketinget for partiet, Bjørn Elmquist.

Lave K. Broch, også ordfører i Radikalt EU-kritisk Netværk, tilføjer:

”EU-forfatningen er i modstrid med radikale værdier. EU-forfatningen afskaffer den faste danske kommissær samtidigt med at EU-kommissionen bevarer retten til at stille lovforslag og EU får magt over endnu flere områder. EU-forfatningen lægger endvidere op til militarisering og uden at nævne kravet om et FN-mandat. Derudover vil EU-forfatningen, hvis den bliver vedtaget, føre til at EU får kompetence over menneskerettighederne, hvilket vil svække menneskerettighedsarbejdet i Europarådet, OSCE og FN.”

Man kan læse om de radikale modstandere på www.radikaleukritik.dk