ARTIKLER


Ny gruppe borgerlige EU-kritikere

De britiske konservative vil samle de borgerlige, som er imod mere EU-integration, i en ny gruppe i EU-parlamentet.
Af Erling Böttcher
10. december 2005

Det har rumlet mange gange før i rækkerne i EU-parlamentets største gruppe, den kristeligt-konservative EPP-gruppe. Men nu kan det blive alvor med en konservativ skilsmisse i EU-parlamentet. En skilsmisse mellem de mange konservative som er kritiske eller modstandere af EU-integrationen, og de endnu flere som er store tilhængere af EU-integrationen. Skellet går mest præcist mellem de britiske og de tyske konservative, som trods gruppefællesskabet, stemmer helt modsat i mange sager.

De fornyede skilsmisse-planer kom frem mandag i Bruxelles på en international konference for borgerlige EU-kritikere, som samtidig er tilhængere af et frit marked.

¹ndringerne i EU-parlamentet kan udløses af tirsdagens valg af ny konservativ partileder i Storbritannien. Den nye partileder, den 39-årige EU-kritiske David Cameron, har tidligere bebudet at han mener de britiske konservative skal forlade den store unionsbegejstrede EPP-gruppe. Hidtil er det ikke sket fordi en del af de britiske konservative EU-politikere selv har ønsket at blive i EPP-gruppen.

Fører andre ændringer med sig

Grundstammen i en ny gruppe som kombinerer EU-kritik med økonomisk liberalisme kan foruden de britiske konservative blive det liberale tjekkiske ODS-parti, som præsident V·clav Klaus tilhører, og medlemmerne fra det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed.

Hertil blev også ifølge internetavisen euobserver.com nævnt den svenske Junilistan, baltiske liberale og irske centrum-højre politikere.

En ny gruppedannelse kan føre mange andre ændringer med sig. For eksempel ved at tiltrække andre politikere fra de eksisterende grupper. Omgrupperingen vil også gøre den socialdemokratiske gruppe til EU-parlamentets største.

Mange diskussioner forude

En sådan centrum-højre gruppe vil på en partipolitisk skala være mere ensartet end de to nuværende EU-kritiske grupper i EU-parlamentet: IND/DEM-gruppen som rummer alle fra JuniBevægelsen til den højreorienterede polske Familieliga, samt »Nationernes Europa«, UEN-gruppen, hvor Dansk Folkepartis Mogens Camre er placeret.

En ny centrum-højre gruppe vil til gengæld få masser af økonomiske diskussioner om liberal markedsøkonomi, med de britiske konservative i den ene ende, og de polske Lov og Retfærdigheds-medlemmer i den anden ende. Sidstnævnte er mere på den franske linie med at beskytte hjemlandets virksomheder mod udenlandsk konkurrence.

»Der er mere som forener os end der skiller,« siger Daniel Hannan, initiativtager til mandagens konference og britisk konservativt medlem af EU-parlamentet, til internetavisen euobserver.com.