ARTIKLER


Offentlige ydelser efter udenlandske regler

Opgaver som affaldshåndtering, vandforsyning, og kollektiv trafik skal kunne udføres efter regler som udenlandske virksomheder har med hjemmefra. Det er ifølge det seneste bud på det kontroversielle forslag til servicedirektiv.
Af Staffan Dahllöf
27. november 2005

Kampen om det foreslåede servicedirektiv tog en ny drejning i tirsdags da et flertal i EU-parlamentets markedsudvalg bakkede op om det kritiserede oprindelseslandsprincip:

Virksomheder som udbyder tjenesteydelser over grænserne skal kunne nøjes med at følge love og regler som de kender hjemmefra.

Med 25 stemmer mod 10 og 5 hverken for eller imod valgte markedsudvalget at stemme for det princip som blandt andre statsminister Anders Fogh Rasmussen har bortdømt som udueligt.

Støtte fra hovedstæder

Det samlede Parlament tager først stilling i januar. Men den foreløbige afstemning viser at et broget flertal af borgerlige parlamentarikere, men også østeuropæiske socialdemokrater bakker op om direktivforslagets hovedlinjer.

Udvalgets socialdemokratiske rapportør den tyske Evelyne Gebhardt, som led nederlag, finder trøst i at hun har stærkere støtte i EUís hovedstæder end i EU-parlamentet:

»Efter mange samtaler med andre parlamentarikere og regeringsrepræsentanter ved jeg at min holdning afspejler den linje som de førende EU-lande har indtaget,« udtaler hun.

Henrik Dam Kristensen (S) som er eneste faste danske medlem af udvalget fæster sig ved at arbejdsmarkedsregler (løn og ansættelsesvilkår) stadig skal reguleres af det eksisterende udstationeringsdirektiv.

Det mener markedsudvalgets flertal, og det har også Parlamentets beskæftigelsesudvalg tidligere bakket op om.

Vanskeligt at overholde

Det er derimod uklart hvorvidt servicedirektivet kan komme til at vanskeliggøre kontrol af om reglerne i Udstationeringsdirektivet bliver fulgt. Det vil blive svært at kontrollere, hvis der ikke kan stilles krav om at virksomheder udefra skal have en personlig repræsentant til stede, eller en dokumentation over deres ansatte.

Et andet uklart område er hvilke områder som kan blive undtaget fra servicedirektivet. Henrik Dam Kristensen er, ifølge en pressemeddelelse, glad for at social- og sundhedsydelser skal undtages.

Markedsudvalget stemte for at »serviceydelser af almen interesse« skal holdes udenfor.

Derimod bliver »serviceydelser af almen økonomisk interesse« omfattet af direktivforslaget, hvis markedsudvalget får sin vilje.

Vil have sygehuse med

Det indebærer at offentlige ydelser som postudbæring, affaldshåndtering, vandforsyning, leverance af el og gas, kollektiv trafik m. v. skal kunne udføres efter f.eks. slovakiske regler i Frankrig, eller polske betingelser i Danmark.

Den store borgerlige partigruppe EPP-ED i Parlamentet ønsker også at direktivet skal omfatte tandpleje og privathospitaler, men det faldt i udvalget efter at to britiske konservative stemte »forkert«.

»Det vil vi vende tilbage til i den afgørende afstemning i januar,« siger den svenske parlamentariker Charlotte Cederschiöld som indgår i partigruppens ledelse, til netavisen Europaportalen.

Irriterede borgerlige

Ministerrådet, som har indtaget en mere kritisk holdning til servicedirektivet end Parlamentet, lægger op til at diskutere forslaget på et møde den kommende uge. Dansk deltager er erhvervsminister Bendt Bendtsen.

Den danske holdning til forslaget var til debat i Folketinget torsdag 24.11. ñ efter at NOTAT var gået i trykken.

Foreløbig har regeringen lagt afstand til forslaget, til irritation for flere af de borgerlige EU-parlamentarikere og de danske erhvervsorganisationer.