NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da jeg i 1960'erne studerede statskundskab på Aarhus Universitet, havde vi i international politik et emne, der hed »småstats-teori«. Det handlede om de begrænsninger, som små stater naturligt er underlagt i deres udenrigspolitiske handlefrihed, men også om hvordan velrenommerede småstater kan have en vis indflydelses, bl.a. som mæglere i konflikter. Småstats-tankegangen var dengang en integreret del af dansk og nordisk selvforståelse. Det var noget vi – med en vis position selvhævdelse – var stolte over.
Men med nye tider kommer også nye teorier. I følge den nyligt udgivne rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS: Småstater og international indflydelse. Danmark og EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (working paper no. 2005/9) må småstater i princippet vælge mellem »autonomi« og »indflydelse«. Begrebet autonomi forbliver dog udefineret i rapporten. Indflydelse over eget territorium og egen lovgivning, som selv små omverdensafhængige stater dog kan have, rummes ikke i det snævre begrebspar, som forfatterne Gorm Rye Olsen og Jess Pilegaard bruger i rapporten. Autonomi defineres nemlig som modsætning til indflydelse, og dermed bliver analysens konklusioner egentlig ganske forudsigelig.
Hele rapporten går da også ud på at vise, hvor »besynderlig«, »uforståelig«, »inkonsistent«, »utroværdig« forsvarsforbeholdet er. Her mangler dog helt referencer, hvilket formentligt afspejler at dette primært er en intern dansk debat. Den eneste kilde, der angives til støtte for ræsonnementet, er – den danske regering selv! Generelt afspejler rapporten, hvorledes fortolkningen af dansk udenrigspolitik foregår inden for en ganske lille og snæver kreds af forskere, som gensidigt henviser til hinanden.
Jeg er ikke i tvivl om at forsvarsministeriet, som jo har betalt (og bestilt?) rapporten, er ked af at deres folk ikke kan deltage i alle EU's militære aktioner. De fik med denne rapport formentlig, hvad de ville have. Trods forsvarsforbeholdet har den danske regering dog ikke undladt at sende folk til diverse militærkomiteer. Derimod har regeringen, som det gennemgås i rapporten, i 9 tilfælde aktiveret forsvarsforbeholdet.
Nu trak Danmark sig ud, da EU overtog NATO's operation i Makedonien. Men rapporten er blind for at der her er tale om en iscenesættelse af EU som militærmagt in spe. Solana var ifølge pressen rørt over at se de blå-gule farver i aktion for første gang. Visse kilder påstår at Makedonierne hellere ville have beholdt NATO, men hvem lytter til makedoniere i en sådan højtidsstund?
Rapporten mangler endvidere helt analyser af de større linier globalt set. Fremmer det freden i verden at EU, som står for 25 % af verdens BNP og 1/3 af våbensalget i verden, nu også langsomt udvikler fælles forsvarskapacitet? Set fra 3.verdens perspektiv, står der nu to stormagter i nord overfor de fattige lande i syd.
DIIS-rapporten hævder at den danske politik på dette felt forekommer uforståelig for vores samarbejdspartnere i EU. Det stiller jeg mig tvivlende overfor. De andre EU-politikere ved formentlig udmærket, hvad der ligger bag. De fleste lande har en eller anden form for forbehold i EU-samarbejdet, og det respekteres som hovedregel.
DIIS-rapporten mangler den nødvendige videnskabelige distance til den førte politik. Dermed bliver den med sin forudsigelige konklusion selv en del af konstruktionen af dansk udenrigspolitik. Pinligt DIIS!