ARTIKLER


Regeringens frygt for EU rammer NOTAT

Regeringen vil tage portostøtten fra 19 medier, blandt andet NOTAT og Weekendavisen. Kun dagblade vil få støtte fra 1. august.
Af Erling Böttcher
15. april 2005

”Det virker helt urimeligt på baggrund af at hele den øvrige presse er for EU-forfatningen. Det er grotesk at NOTAT så skal rammes på grund af EU-krav,” siger NOTATs forretningsfører, Finn Ellegaard.

”Hvis portostøtten ryger helt, vil være et hårdt slag for os og umiddelbart betyde næsten en tredobling af vores portoudgifter,” siger han.

Baggrunden er at trafikminister Flemming Hansen i en pressemeddelelse i mandags bebudede at ordningen med portostøtte stopper den 1. august, og kun opretholdes for aviser der udkommer mindst 5 dage om ugen.

Udover NOTAT, er det aviser og magasiner som Weekendavisen, Politiken Weekly og Berlingskes Nyhedsmagasin.

EU-retssager truer

Besparelsen er 18 millioner kroner. Men trafikministeren begrunder sit bebudede indgreb med at EU-retssager truer. En række uge- og månedsblade har indklaget den danske bladstøtteordning for at være konkurrenceforvridende.

Ved finanslovsforhandlingerne i 2003 enedes regeringen og Dansk Folkeparti om at skære i den såkaldte portostøtte. Siden 1. marts sidste år er 500 fag- og foreningsblade lukket.

Men de nu bebudede ændring er Dansk Folkeparti ikke med på. Til Fagpressebureauet, som er fælles nyhedsbureau for foreningen Dansk Fagpresse, siger Kristian Thulesen Dahl:

”Hvordan kan Weekendavisen og NOTAT kan anses for at være ringere bidragydere for den demokratiske debat end Erhvervsbladet og Jyllands-Posten? Som læser synes jeg, at NOTAT har en berettigelse som det eneste avis med en erklæret kritisk tilgang til EU-foretagendet, og Weekendavisen udmærker sig ved at bringe artikler, der er langt grundigere bearbejdet end i en avis, der kommer hver dag. De er nicheprodukter, der tjener mangfoldigheden i det danske mediemarked.”

Enhedslisten har bebudet en debat i Folketinget, og trafikministeren selv siger i sin pressemeddelelse: ”Tiden frem til omlægningens iværksættelse skal bruges til at overveje, hvordan vi sikrer, at en ikke-diskriminerende ordning undgår at genere de blade, som også har en vigtig funktion i den demokratiske debat, men som ikke udkommer hver dag.”

NOTAT har tidligere (2.4.2004) beskrevet hvordan EU har afgørelsen over den danske bladstøtte.