NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Læg godt mærke til NOTAT's tema i dette nummer. Ikke kun fordi vi begynder at løfte sløret for de kommende Schengen- og terror-initiativer, men lige så meget for reaktionen fra magtens lukkede korridorer.
De følger nemlig den vante gang i den slags sager. Først lægges røgslør ud, der skal forhindre nyfigne i at blande sig. Efter røgslør-fasen kommer bagatelliserings-fasen. Her forklares at det hele er meget uinteressant og uden den store betydning. Når det så alligevel viser sig at have betydning, også for Danmark, ja så er løbet allerede kørt, Folketinget er reduceret til velvilligt gummistempel og vælgerne helt til grin hvis de skulle komme med indsigelser.
Sådan var forløbet i de 16 år der gik fra Schengen-konventionen blev indgået i 1985, til Danmark trådte ind den 25. marts 2001. Da vælgerne skulle tage stilling til Schengen-aftalens åbne grænser – det var ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 – blev det ligefrem bortforklaret at det var en del af afstemningen, og i øvrigt ville Schengen blive nemt og praktisk for den enkelte borger. De kritiske røster, som pegede på at lovlydige borgere normalt ikke havde problemer med pas og grænser, blev latterliggjort.
Siden har vi kunnet konstatere at forbrydere fra kvindehandlere, menneskehandlere til narkosmuglere og terrorister har fået stor gavn af Schengen-aftalen, mens vi andre langt oftere skal huske vore pas og vise det frem, dog ikke lige ved grænsen.
Kritikerne sagde i 1998 det logiske: Når man afskaffer de indre grænser, så må man styrke kontrollen andre steder. Det ser vi nu.
Kender vi det danske EU-politiske etablissement ret, så vil det, når tiden er inde, tilpasse sig med et argument om at har vi sagt A må vi også sige B. Og indtil det tidspunkt vil vi få at vide at B aldrig indtræffer.