ARTIKLER


S-opråb kan udløse svensk folkeafstemning

6.817 svenske socialdemokrater vil kunne udløse den folkeafstemning om EU-forfatningen som partiledelsen hidtil har afvist. En underskriftsindsamling er gået i gang.
Af Staffan Dahllöf
14. maj 2005

Knap 7.000 svenske socialdemokrater har en mulighed for at udløse beslutninger som i sidste ende vil kunne forhindre at EU-forfatningen træder i kraft.

De eksakte tal 6.817 svarer til fem procent af det nuværende antal partimedlemmer.Det er det antal som kræves for at udløse urafstemning i partiet.

Den mulighed kom flittigt i brug i partiets unge år, dog kun på initiativ af partiledelsen. Senest det skete var i 1922.

Krav om urafstemning fra medlemmerne er historisk nyt.

»Det er vores sidste skarpe skud, og jeg tør ikke sige noget som helst om mulighederne for at det lykkes,« siger initiativtageren S”ren Wibe, EU-kritisk medlem af Riksdagen og tidligere medlem af EU-parlamentet.

Intet register

Strategien bag kampagnen er at få udløst en urafstemning om hvorvidt det socialdemokratiske parti skal anbefale en folkeafstemning om forslaget til EU-forfatningen.

Skulle det blive tilfældet, vil der være et flertal for det krav i den svenske Riksdag. Det er der ikke i dag med Socialdemokraternes nuværende holdning.

Udefra set kan det synes at være en overkommelig opgave at samle de nødvendige antal underskrifter blandt socialdemokrater i Sverige som er modstandere af forfatningen eller som rent principielt ønsker en folkeafstemning.

Men partiet har ikke et centralt medlemsregister, og initiativtagerne tør heller ikke regne med at få adgang til medlemsfortegnelser fra lokale partidistrikter og vælgerforeninger.

Ud til medlemmerne

»Opgaven nu er at nå ud til medlemmerne og få opråbet kendt.

Skulle vi få de nødvendige antal underskrifter, så tror jeg ikke urafstemningen bliver noget problem,« siger Sören Wibe.

Initiativet fra EU-kritikerne er blevet modtaget med blandede følelser.

Partisekreter Marita Ulvskog sagde i en første kommentar at initiativtagerne henviste til partistatutter som blev lavet i en helt anden tid.

»Men det er godt at den mulighed findes, og nu må vi se hvad det ender med,« tilføjede hun, som selv stod på nej-siden i den svenske 0MU-afstemning 2003.

Initiativtagernes tidsplan er at få samlet underskrifterne senest i september. Det vil give tid til at afholde en urafstemningen, inden Rigsdagen som planlagt godkender EU-forfatningen i december.

Partistyrelsen kontrollerer

Manuel Ferrer, pressechef i det socialdemokratiske partihovedkvarter i Stockholm siger at hvis fem procent af medlemmerne kræver det, så skal der afholdes en urafstemning.

»Men partistyrelsen vil i givet fald blive nødt til at kontrollere at underskriverne virkelig er partimedlemmer. Det er partistyrelsen som beslutter om formerne. Der vil nok også opstå en diskussion om hvor stor deltagelsen skal være for at en urafstemning er repræsentativ,« siger han.

De indvendinger og andre tager Sören Wibe mindre tungt, lige nu.

»Jeg vil tippe at vi vil kunne komme op på 75 procent. Men nu tager vi en opgave ad gangen,« siger han.