NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Som man kan læse på forsiden har bopælspligten for landmænd i praksis været sat ud af kraft i mere end et år og vil i bedste fald komme til at virke igen om et par år.
Det er på samme tid beklageligt og en skandale.
Beklageligt fordi loven om bopælspligt sammen med sommerhusreglen er vores eneste beskyttelse mod at kapitalstærke udlændinge opkøber den danske jord. Derfor trådte loven i kraft den 1. januar 1973 – samtidig med at Danmark blev medlem af EU.
Efter EU-reglerne kan vi ikke forhindre udlændinge i at købe den danske jord, hvis de vil drive den som landbrug. Men vi kan tvinge dem til at bosætte sig på deres ejendom, og det har indtil nu haft en stærkt begrænsende virkning.
Det skandaløse ligger i at en dansk domstol – Vestre LandsÄret – har valgt at spørge EU-domstolen om den mere end 30 år gamle lov er forenelig med EU. Blot fordi en tysk statsborger vil drive en gård i Sønderjylland uden at bo på den.
Det naturlige ville have været om landsretten blot havde rettet sig efter den bestående lov og derefter havde overladt det til tyskeren at rejse sagen for EU-domstolen. Det ville have gjort det langt vanskeligere for Domstolen at dømme imod Danmark end det nu er blevet.
Vestre Landsret har jo fået det til at se ud, som om vi ikke selv tror på den lov, vi har vedtaget.
Men er landsrettens beslutning virkelig noget, som dommerne i Viborg selv har fundet på? Må man ikke gå ud fra at de forinden har forespurgt i Udenrigsministeriet om det ikke vil være det klogeste at lade sagen behandle af EU-domstolen?
Vi ved at regeringen og især dens finansminister ikke er glad for bopælspligten. Derfor vil det være rart om vi kan få at vide, hvad der virkelig er sket.