Skræmmende korruptionskultur

De, der overvejer at stemme ja til forfatningen, bør først læse Eva Jolys bog, skriver Niels I. Meyer i anledningen af at den norske korruptionsjæger på JuniBevægelsens landsmøde får Frode Jakobsen-prisen for personligt politisk mod.
Af Niels I. Meyer
1. april 2005

Hvis EU-forfatningen bliver vedtaget, vil retsmoralen – eller snarere manglen på samme – i store lande som Frankrig og Italien uundgåeligt komme til at præge de fælles retskulturer. De, der overvejer at stemme ja til forfatningen, bør først læse Eva Jolys bog (”Korruptionsjæger”) om hendes erfaringer som forhørsdommer i Frankrig i forbindelse med Elf-skandalen. Det er rystende læsning.

De korrupte oliedirektører føler sig hævet over loven og benytter alle midler for at sabotere retsvæsenet, inklusive direkte mordtrusler mod forhørsdommeren.

Sagen mod det store franske olieselskab Elf startede i midten af 1990’erne og løb over syv år med Eva Joly som forhørsdommer. I seks af disse syv år måtte hun have to bevæbnede livvagter om sig i 24 timer i døgnet for at undgå at hun ikke ”ved et tilfælde” blev kørt ned på gaden, eller kom for tæt på et åbent vindue, så en snigskytte kunne ramme hende. Hendes telefon i justitspalæet blev ulovligt aflyttet, og der var indbrud i hendes computer.

Når hun rapporterede om disse hændelser opad i systemet og bad om en nærmere undersøgelse, skete der mærkværdigvis ingenting. Når hun skulle gennemføre uanmeldte ransagninger, var værterne blevet advaret i forvejen, og hun konstaterer at destruktion af kompromitterende materiale synes at være en fransk nationalsport. Eva Joly konkluderer ud fra sine erfaringer at Elf-sagen kun er toppen af isbjerget, og at tilsvarende forhold findes i en række såkaldte ”følsomme” industrier.

Det er Eva Jolys opfattelse at den omfattende korruptionskultur er ødelæggende for demokratiet, fordi det ikke kun er en række ledende folk inden for olie- og våbenindustrien, der tilraner sig milliardbeløb på den måde, men korruptionen når langt ind i toppen af det politiske liv ikke mindst i Frankrig og Italien blandt EU-landene. Vaclav Havel har i den forbindelse talt om ”mafiakapitalisme”, og Eva Joly oplyser at siden 1990 har de italienske dommere sigtet 5000 personer for korruption, hvoraf de 388 er medlemmer af nationalforsamlingen, 873 er virksomhedsledere og 1373 er statsansatte.

Eva Joly må være en ualmindelig modig kvinde, men efter syv år og en domfældelse af flere af de ledende personer i Elf-skandalen havde hun fået nok. Nu er hun rådgiver for den norske regering i et projekt, som skal belyse korruptionen og mulighederne for at bekæmpe den.

Min egen konklusion efter at have læst Eva Jolys bog er at de nordiske landes retskultur i praksis vil komme på en urimelig hård prøve, hvis der sker en yderligere integration af retsområdet i forbindelse med den foreslåede EU-forfatning. Det bør man have med i sine overvejelser ved den kommende folkeafstemning.

Eva Joly: ”Korruptionsjæger”

Tiderne Skifter, foråret 2004, pris 268 kr.