ARTIKLER


Spansk EU-farce skal undgås i Danmark

En hel stribe græsrødder, der vil arbejde for et nej, kræver fair folkeafstemning og oplysningspenge.
Af Borgerinitiativet Ja til Europa – nej til EU-forfatning
8. marts 2005

”Vi frygter, at ja-siden vil få langt flere offentlige støttekroner. Ved finanslovsforliget øgede de store partier skævheden i fordelingen af penge til oplysning om EU mellem ja- og nej-siden. Over en million kroner er blevet overført fra de EU-kritiske organisationer til især Venstre og Socialdemokraterne. Denne skævhed vil umuligt kunne udlignes på så få måneder.”

”Det glæder os dog at regeringen lægger op til, at materiale fra ministerierne skal være renset for propaganda. Men endnu er der intet løfte om at offentligt oplysningsmateriale bliver udarbejdet af repræsentanter fra såvel ja- som nej-siden. Vi stiller os derfor til rådighed med en hjælpende hånd, så alt offentligt materiale kan udarbejdes af folk der både repræsenterer ja- og nej-siden.

Kort sagt: Det må sikres, at den danske folkeafstemning ikke kommer til at ligne den spanske farce, hvor regeringen misbrugte skattemidler til ja-propaganda, og hvor vælgerne aldrig fandt ud af, hvad de skulle stemme om. Det er en demokratisk skandale, hvis ikke begge sider stilles lige økonomisk og der sikres upartisk oplysning til alle vælgere.”

Vi, de græsrodsbevægelser, der repræsenterer nej-siden, vil kæmpe for folkestyre, fred og internationalt samarbejde og imod EU's centralistiske unionsforfatning.

Vi vil straks gå i gang med en kampagne imod EU-forfatningen.

Derfor afholder nej-bevægelserne i fællesskab en stor landskonference søndag den 10. april i København.

Underskrivere fra Borgerinitiativet Ja til Europa-Nej til EU-forfatning, Folkebevægelsen mod EU, Junibevægelsen, Nødvendigt Forum, Grundlovsværn, Socialdemokratisk Netværk Europa, Radikalt EU-kritisk Netværk, Frit Norden, Fagbevægelsen mod Unionen, Stop Unionen.