ARTIKLER


Sukkeraftale vil være længe om at virke

Mariann Fischer Boel fik gennemført en nedskæring af sukkerprisen med 36 procent. Men hun måtte komme med store indrømmelser for at nå så langt.
Af Sven Skovmand
10. december 2005

Torsdag den 24.11.2005 lykkedes det Mariann Fischer Boel at forhandle en aftale på plads om EU’s sukkerpolitik.

Aftalen indebærer at EU’s pris på sukker over en 4-årig periode skal nedsættes med 36 procent. Dermed er det for første gang i 40 år lykkedes at få sænket den skandaløst høje pris på sukker, der er tre gange så høj som prisen på verdensmarkedet.

Men Mariann Fischer Boel måtte komme med store indrømmelser for at komme så langt.

De cirka 300.000 bønder, der dyrker sukkerroer, vil få en erstatning på 64 procent af det tab, de lider. Og Italien og Finland fik endog lov til i en 5-årig periode at yde en ekstra national støtte til deres sukkeravlere.

Derfor steg aktierne på den danske sukkerkoncern Danisco da også med 4,67 procent. Danisco har ikke blot fabrikker i Danmark, men også i Finland, Sverige, Tyskland og Litauen.

Hvor meget falder produktionen?-

Der er dog ikke tvivl om at den lavere pris vil få produktionen af sukker til at falde. Danske sukkerlandmænd vil således få deres indtægter forringet med cirka 5.000 kroner pr. hektar, og det vil nok kunne få nogen af dem til at holde op.

Spørgsmålet er blot om det sker hurtigt nok. Mange frygter at aftalen vil være så længe om at slå igennem at EU i lang tid endnu vil have overskud af sukker.

Ved de kommende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO må man forvente at u-landene vil kræve at EU’s eksport af sukker helt holder op, og at man i givet fald sætter et loft over hvor meget de enkelte lande må producere.