NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
”Jeg vil have denne såkaldte eksportstøtte afskaffet. Det skal ske i forbindelse med EU’s budget for næste år. For uden støtte kan det ikke betale sig for bønderne at sælge deres dyr til slagtning i andre lande, så kan de lige så godt lade dem slagte på nærmeste slagteri,” skriver Gitte Seeberg.
Kampagnen omfatter bl.a. annoncering på internettet og materiale til uddeling.
Seeberg mener samtidig at kampagnen støtter et ja til EU-forfatningen.
”Den nye forfatningstraktat ændrer på det og giver Europa-Parlamentet direkte indflydelse på landbrugsområdet. Det er hårdt tiltrængt. Det er altså et rigtig godt argument for at stemme ja til forfatningstraktaten til september, at vi på den måde kan få bugt med nogle af de helt håbløse støtteordninger,” skriver Gitte Seeberg om sin kampagne.
”Jeg kan selvfølgelig ikke love noget. Men der har jo været et flertal i EU-parlamentet både i 2000 og 2001 for at afskaffe denne eksportstøtte”, siger hun.
Men EU-parlamentet kan da ikke afskaffe eksportstøtten?
”Nej, men vi kan lægge et større pres. Vi kan også nægte at godkende budgettet. Det er meget dramatisk. Det svarer til at vi i Danmark skulle være imod den samlede finanslov, fordi der er ‚n ting, man ikke kan lide. Det er jeg heller ikke i sidste instans parat til at gøre.”
Selv hvis EU-forfatningen var vedtaget, kræver ændring i landbrugspolitikken stadig at et flertal i EU-parlamentet vil være med, og at der samtidig er opbakning fra EU-kommissionen og et flertal i Rådet. Det har der aldrig været og der er ikke umiddelbart nogen udsigt til det.
”Nej, men så kan det være at vi i landbrugsudvalget kan presse på og sige at der er ting vi ikke vil godkende.”
Du skal stadig kunne tælle til både 367 i Parlamentet og til 258 i Rådet?
”Hvis vi ikke er enige, så bliver vi tvunget ud i forligsproceduren.”
Men ingen enighed betyder at en lov falder helt på gulvet, og så er der ingen forbedringer i landbrugspolitikken?
”Jeg tror ikke vi kan komme det nærmere nu”, siger Gitte Seeberg.
Men da EU-konventet, der arbejdede fra februar 2003 til juni 2004, skulle skrive et nyt grundlag for EU-samarbejdet, skete der ikke så meget. I det udkast til forfatning for EU, som konventet nåede frem til, er ændringerne til den fælles landbrugspolitik hurtige at overskue.
Intet er sket. Paragrafferne er næsten uændret de samme som i Romtraktaten fra 1957. De blev udformet i en tid, hvor der endnu herskede fødevaremangel i Europa.
De sidste 30 års landbrugs- miljø- og udviklingspolitiske debat er gået sporløst forbi selve landbrugsafsnittet, hvor de gamle formuleringerne gentages i Unionstraktaterne fra Maastricht, Amsterdam og Nice.
I EU-konventet blev landbrugsafsnittet mødt med i alt 46 ændringsforslag, især fra Socialdemokrater, Grønne og unionsmodstandere.
Intet nåede dog igennem nåleøjet hos konventets formand, Giscard d’Estaing og hans præsidium, hvor Danmarks tidligere EU-kommissær og Venstre-formand, Henning Christophersen var medlem.
Fra dansk side indleverede medlem af EU-konventet, Jens-Peter Bonde, og suppleanten Helle Thorning-Schmidt hver to ændringsforslag. Begge ville de have ændret selve formålsbestemmelserne for den fælles landbrugspolitik – se boksen nedenfor.
Thorning ønskede endvidere at EU’s foranstaltninger til udmøntning af formålsparagraffen, art. III-128, blev tilsat et ”hensyn til deres virkning på målene for Unionens udenrigsaktioner med hensyn til bekæmpelse af fattigdom i udviklingslande.”
”Det er EU som har skabt problemerne for os ved at forbyde de veterinære grænser. Nu forbyder de os at lave vores egen skrappere beskyttelse af dyrene. Forfatningen behandler dyr som andre varer. Jeg håber, vore forslag vil komme på bordet igen, hvis eller når forfatningen er blevet forkastet.”
(Samtlige stillede ændringsforslag under udformningen af EU-forfatningen genfindes på http://european-convention.eu.int
[[a) at producere kvalitetsfødevarer
b) at sikre den højeste niveau for miljømæssig beskyttelse og dyrevelfærd, også gennem brug af økologiske produktionsmetoder
c) at sikre at landbrug er bæredygtig uden støtte og toldmure.]]
a) at forøge landbrugets produktivitet og ((sikre en miljømæssig bæredygtig og rationel udvikling af landbrugsproduktionen)) ved fremme af den tekniske udvikling, ved rationalisering af landbrugsproduktionen og ved den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne, især arbejdskraften og ((naturens ressourcer.) /[[ inden for rammerne af, og samtidig en styrkelse af, miljøet.]]
b) herigennem at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, især ved en forhøjelse af de individuelle indkomster for de i landbruget beskæftigede personer [[herigennem at sikre offentligheden adgang til ren natur og rent vand i god økologisk kvalitet, inklusiv rent og sundt drikkevand, og ved at tage hensyn til en rimelig levestandard for landbrugsbefolkningen.]]
c) at stabilisere markederne
d) at sikre forsyningerne
e) at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.
2. Ved udarbejdelsen af den fælles landbrugspolitik og de særlige foranstaltninger, som den kan medføre, tages der hensyn til:
[[a) at landbruget både fungerer som forvalter af størsteparten af landskabet og grundvandet og som producent af fødevarer. Endvidere skal]]
a) landbrugserhvervets særlige karakter, der følger af landbrugets sociale struktur og af de strukturelle og naturbetingede forskelle mellem de forskellige landbrugsområder, [[tages med i hensynene.]]
b) nødvendigheden af, at ønskelige tilpasninger gennemføres gradvis
c) den kendsgerning, at landbruget i medlemsstaterne udgør en sektor, som er snævert forbundet med økonomien [[og miljøet]] som helhed.
Hvordan en ”europæisk lov” vedtages, står beskrevet i EU-forfatningens artikel III-396. Der er tale om en såkaldt ”fælles beslutningstagning” med EU-parlamentet.
Parlamentet kan alene fremsætte ændringsforslag. For at komme igennem med sine ændringsforslag kræver det altid et absolut flertal af Parlamentets 734 medlemmer – det vil sige 367.
Hvor man i Folketinget skal kunne tælle til 90, skal man altså i EU-parlamentet kunne tælle til 367. Og tallet ligger fast, uanset hvor mange der deltager i afstemningen. Er der 366 tilbage i salen som alle stemmer ja, bliver resultatet nej, da man ikke nåede de 367.
I praksis betyder det at de to store politiske grupperinger, socialdemokraterne og de kristeligt-konservative skal levere stemmer til et ændringsforslag for at nå op det antal stemmer som giver EU-parlamentet indflydelse.
Det er den regel som gør at man slet ikke kan sammenligne den politiske kamp i EU-parlamentet med den kamp mellem højre og venstre, som foregår i de nationale parlamenter. I EU-parlamentet kæmper man ikke mod hinanden, d‚r står man sammen, for at nå det magiske tal på 367.
Hvis man indførte EU’s lovproces i Danmark ville det betyde at man kun kunne lovgive hvis alle fra SF til Venstre er enige. Dermed ville der ikke være nogen grund til at holde folketingsvalg, da valget næppe ville ændre nogen politiske beslutninger.
Hvis Kommissionen siger nej til ændringsforslag fra EU-parlamentet, kan det kun vedtages, hvis samtlige 25 lande er enige. Kommissionen træffer sine beslutninger ved almindeligt flertal. Her er det magiske tal for flertal altså 13 kommissærer.
Hvis Kommissionen siger ja, træffer Ministerrådet sin beslutning med et såkaldt kvalificeret flertal. Det er ca. 2/3 af stemmerne. I alt er der 345 stemmer, fordelt med f.eks. 29 til Tyskland, 7 til Danmark og 3 til Malta. Et flertal kræver 258 stemmer.
Hvor man i Danmark kan nøjes med at tælle til 90 i Folketinget, skal man altså også i EU kunne tælle til 258 stemmer i Ministerrådet, og vide hvor mange stemmer hver enkelt minister råder over.
Også i Ministerrådet har fordelingen mellem højre- og venstre regeringer i medlemslandene siden 1957 altid været sådan at en flertalsafgørelse kun har kunnet ske med medvirken af såvel borgerlige som socialdemokrater.
Der findes altså til dato ikke en eneste EU-regel, som er vedtaget i en kamp mellem højre og venstre, tværtimod har al EU-lovgivning krævet konsensus over midten.
Hvad angår landbrugsudgifter vil der i EU-parlament ikke være et flertal for at nedsætte udgifterne, nærmere tværtimod.
Sådan skrev Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse (24.11.2004) dagen efter at justitsminister Lene Espersen led et eklatant nederlag i forsøget på at få strammere transportregler for de over 17 millioner dyr, der hvert år transporteres rundt på EU’s Indre Marked, for at blive slagtet, hvor det er billigst. Danmark stod alene.
Holger K. Nielsens offensiv er dog en sandhed med store begrænsninger. Kun ved første øjekast er der tale om en ny artikel. Det er nemlig den nuværende traktats protokol nummer 33 som rykkes ind i selve traktatteksten og bliver til artikel III-121. ’ndringen af nummereringen og placeringen ændrer ikke tekstens bindende juridiske status, som er den samme for protokoller som for selve traktatteksten.
Dog er der sket enkelte ændringer:
Artikel III-121 siger, der skal tages hensyn til dyrs velfærd, når der vedtages regler om landbrug, fiskeri, transport, det indre marked, forskning og teknologisk udvikling samt rummet. Man skal samtidig respektere de lokale skikke, f.eks. tyrefægtning.
Det nye er alene at fiskeri og den kommende fælles rumpolitik også er kommet med i artiklen.
Underskriftindsamlingne sluttede i marts, og nåede kun 231 underskrifter ud af de krævede 367.
Dermed blev der åbnet for de lange dyre-transporter, vi tidligere kunne forbyde eller gøre økonomisk uinteressante, f.eks. gennem krav om en måneds karantæne.
De enkelte landes forskellige regler om transporter er nu erstattet af fælles regler om dyre-transport.
EU-reglerne tillader transporter, helt op imod 28 timer, som tidligere omtalt i Notat.
Direktivet er vedtaget med kvalificeret flertal efter Nice-traktatens art. 37 om landbruget. Det ændres ikke af forfatningen. De nye regler skal også vedtages som landbrugsbestemmelser.