NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I EU ser man det i det dilemma, som den franske præsident, Jacques Chirac står over for. Han må sige én ting i Frankrig, hvor den offentlige mening er fjendtligt stemt over for tanken, og en anden til tyrkerne og de betydelige franske erhvervsmæssige og militære interesser, der støtter dem.
Så er der alle de europæere, som er rædselsslagne ved tanken om en indvandring af tyrkere. Østrigernes nervøsitet på dette område grænser til forfølgelsesvanvid, som om Kara Mustafa og janitsjarerne er på vej til at opstille kameler, ladet med kanoner foran Wiens porte.*
Tyskerne taler om tyrkere, der ikke vil »assimileres« og frygter, at indvandrere vil overtage store dele af deres arbejdsmarked.
De nye medlemsstater bryder sig ikke om, at de skal dele krummerne fra EU's rige bord med et så stort land som Tyrkiet.
Mest ejendommeligt er det, at grækerne og selv de græske cyprioter foregiver, at de støtter Tyrkiet, fordi de forestiller sig, at det er den eneste måde, hvorpå de kan tvinge den tyrkiske regering til væsentlige indrømmelser med hensyn til Ægæerhavet og Cypern.
Den tyrkiske holdning til medlemskabet er for resten heller ikke for klar. De ledende kredse i især Istanbul har fremstillet EU som svaret på alle problemer. For dem er Europa ikke blot et spørgsmål om økonomi, men en politisk erklæring om deres identitet. Vittighedstegningerne i deres vigtigste aviser er ofte ondskabsfulde mod det traditionelle Tyrkiet.
Disse kredse har også vildledt de tyrkiske masser om, hvad de kan forvente.
Se på Grækenland, siger de. Der er ikke meget arbejde, men folk har et vidunderligt liv takket være de varer, der strømmer fra det tyske kornkammer. Gaderne i Hamburg og Berlin er brolagt med guld, og andre steder kan man nyde godt af sociale tilskud, tilføjer de.
Men kendsgerningen er, at den europæiske honningkrukke er ved at blive tom. De nye medlemslande er allerede bittert skuffede over, at de skal vente i ti år, før de får den fulde støtte, der er til rådighed.
Virkeligheden er, at tyrkerne vil opleve et mareridt. Først vil der gå ti år med pinefulde, langstrakte forhandlinger, hvorunder tyrkerne vil blive tvunget til at give enorme indrømmelser, herunder nogen, som vil igangsætte netop det nationalt islamiske tilbageslag, som de tyrkiske EU-tilhængere forestiller sig, at ansøgningen om EU-medlemskab kan forhindre.
EU-Kommissionen fastslår selv i sine rapporter, at der ikke kan gives fuld adgang for tyrkisk arbejdskraft, og at Tyrkiet ikke skal modtage støtte fra struktur- og landbrugsfondene.
Er alt dette virkelig besværet værd?
Der er absolut en reel og overbevisende begrundelse for samarbejde med Europa – noget, der intet har at gøre med fantasier om identitet.
Handelen med EU udgør omkring to tredjedele af den samlede tyrkiske handel, og der er en betydningsfuld strategisk værdi i forholdet til Europa.
Men hvad forkert er der i at have et »priviligeret partnerskab« – noget som intelligentsiaen i Istanbul betragter som en fornærmelse – frem for at tigge om fuldt medlemskab?
Hvilken glæde har Tyrkiet som u-land af dyre EU-reguleringer, som vil gøre de tyrkiske produkter mindre konkurrencedygtige på verdensmarkedet? Tyrkiet vil kun have glæde af at få ændret den gældende toldunion til en frihandelsaftale, som kan gøre det muligt for os tyrkere at gennemføre selvstændige handelsaftaler med lande uden for EU.
Et sådant samarbejde må indebære frie rejsemuligheder for folk fra det tyrkiske erhvervsliv, og der skal også skabes muligheder for udveksling af teknologi og viden ved at give tyrkiske studerende i EU-landene samme muligheder som landenes egne indbyggere.
Et andet væsentligt punkt er, at investeringerne vil begynde at flyde, når man først har fået et klart indtryk af Tyrkiets økonomiske og politiske fremtid.
I de sidste ti år har Tyrkiet haft den stærkeste vækst af landene i og omkring Europa. Derfor er det besynderligt, at Tyrkiet har fået langt færre direkte investeringer end f.eks. Ungarn. Vældige muligheder vil åbne sig, hvis blot man holder op med at drømme om noget, der ikke kan lade sig gøre.
Problemet er, at Tyrkiets politik om alt eller intet og EU's forvirrede svar kan forgifte forholdet mellem Tyrkiet og EU-landene. Det kan ikke undgå at skade den tyrkiske økonomi og vil måske endog få den nuværende politiske stabilitet til at bryde sammen.
Men skulle dette ske, er jeg ikke i tvivl om, at de højttalende folk i Istanbul vil kunne berolige deres samvittighed ved at fortælle de arbejdsløse og de sultne, at Tyrkiets demokrati, Tyrkiets menneskerettigheder, Tyrkiets ægteskabslove og Tyrkiets forhold til mindretallene i hvert fald svarer til de krav, der er fremsat af EU.
(Oversat af Sven Skovmand)