NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Tilsyneladende har både kandidater og vælgere taget bestik af situationen. Kandidaterne ved kun at tale om mindre lokale emner. Vælgerne ved at opdage at der ingen væsentlig forskel og at det derfor ikke er så afgørende, hvem man stemmer på.
Valget handlede om 50 øre til bankerne, lidt ekstra penge til de ældre, prøverne i folkeskolen og så fremdeles. Budskaberne fra de to statsminister-kandidater fra Venstre og Socialdemokratiet var påfaldende ens. Udenrigspolitik måtte ikke nævnes, til trods for at vi er et land i krig, og til trods for at vi i nær fremtid skal afgøre om vi ønsker en EU-forfatning. Årsagen er at de to hovedkandidater er identiske i udenrigspolitikken.
Som vælger var man henvist til at finde lommeregneren frem for at finde ud af, hvilket af de økonomiske tilbud, der gav det bedste afkast for sig selv og sine nærmeste. Vælgere, der af demokratiske eller måske endog holdningsmæssige årsager, ikke kan se at en sådan lommeregner-valgkamp har meget med valgkamp at gøre, må føle sig fortabt og/eller frustreret.
Man kan vælge at blive på sofaen i protest, eller vælge at stemme på partier som markerer klare holdninger og klare linier. Flere og flere vælger en af de to alternativer, viste valgresultatet.
Én ting er sikkert: De store partiers måde at håndtere et folketingsvalg på, viser dybest set at Folketinget er på vej til at blive det, man i gamle dage sagde om EU-parlamentet: Et Mickey Mouse-parlament, der skal forestille at være et parlament, men i virkeligheden ikke bestemmer så meget.