Vi er ikke så mærkelige alligevel

Den europæiske elite er i chok i denne uge efter det franske »non« og det hollandske »nee«. Både kampen, resultatet og chokket kan minde om det den norske elite oplevede i 1972 og dels i 1994. I Holland var alle de store politiske partier, organisationerne på arbejdsmarkedet og aviserne stærke tilhængere af EU-projektet. Ja-siden havde magt, medier og millioner. Men menneskene vendte ryggen til EU og gav magten fingeren.

Efter nederlagene i 1992 og 1994 var den norske elite flov over folket; nogen ville til og med bytte det. Taberne skildrede folkeflertallet som egoistisk, nationalistisk og isolationistisk. Norske nej-folk var særlinge med nissehuen trukket langt ned over næsen.

De eneste venner, vi havde, var ultraliberalisten Thatcher og racisterne le Pen og Haider.

Både OL i Lillehammer, dyret i åbenbaringen, olien i Nordsøen og frygt for udlændinge blev benyttet som forklaringer på at Norge sagde nej i 1994. Men valgundersøgelserne viste at der var en helt dominerende grund til nej-resultatet: ønsket om demokrati og folkestyre.

Folk frygtede afstanden til magten, det demokratiske underskud i EU og tabet af selvbestemmelsesret. Desuden var den norske nejfløj venstreorienteret.

Finansminister Foss forklarede i denne uge, at franskmændene sagde nej, fordi de er racister og kommunister. Sådan en forklaring er meget nærliggende, hvis man lader fordommene fortrænge forstanden. Det er også muligt at forklare nej-resultatet med at folk ikke har nogen viden om hvad de stemte om, at de stemte nej til deres egen regering og ikke til EU, eller at de frygtede østeuropæiske håndværkere og tyrkisk indvandring.

Hos EU-eliten er arrogansen og ignoransen stærkere end både potensen og intelligensen. Politiske ledere i EU er overbeviste om at integrationen fører til en højere form for civilisation. Det er utænkeligt at folk faktisk har svaret på det spørgsmål de fik, om de er for eller imod EU-grundloven. Derfor har bortforklaringerne floreret i europæiske medier de seneste dage.

Valgundersøgelser fra Frankrig og Holland giver andre svar. I Frankrig var det venstrefløjen som gav nejfløjen sejren, ikke mindst ved at 56 % af vælgerne fra socialdemokraterne stemte nej. Det kan minde om den norske alliance mellem bønder og byradikale, når 79 % af franske arbejdere og 70 % af bønderne stemte nej. Modstand mod nyliberalismen og virkningerne af det indre marked var de dominerende argumenter fra venstrefløjen.

Det er storslået solidarisk at lade fattige østeuropæere få del i det vestlige marked og velstand. Men det er ikke solidaritet når den europæiske elite tager arbejdet fra de mindst velstående i vest og giver det til endnu mindre velstående i øst.

Det er let at være idealist når det ikke koster noget. Der vil ikke komme billige polske diplomater til Bruxelles for at tage jobbene fra franske EU-bureaukrater. Der er ikke kommet direktiver, som reducerer EU-parlamentarikernes skyhøje lønninger. Lobbyisterne bliver ikke ramt af offentlige nedskæringer eller af omlægning af landbrugspolitikken. Men er du norsk bonde, fransk snedker eller hollandsk sygehjælper, er det værre.

Det var skepsis over for EU som førte til at Holland sagde nej, viser to meningsmålinger på afstemningsdagen. Hverken misfornøjelse med tyrkisk medlemskab, euroen eller regeringen var hovedargumentet. Tværtimod viste målinger fra TNS/NIPO at 78 % af alle, der stemte, mente at EU skal have mindre indflydelse på folks liv. 73 % mener at EU skal være mere demokratisk, og over halvdelen af er modstandere af fælles udenrigspolitik.

Forskere og andre EU-tilhængere siger at den norske nejfløj ikke har nogen grund til at feste, eftersom hverken Frankrig eller Holland har sagt nej til EU-medlemskab. Det er rigtigt, at der ikke har været nogen debat om udmeldelse af EU.

Men for første gang i 50 år, i hvert fald i Holland, har folk fået lov til at drøfte indholdet i EU-samarbejdet. Når folket først får lov at sige sin mening, viser det sig at de er skeptiske over for den føderalistiske og nyliberalistiske tendens i EU.

Den norske nejfløj har grund til at feste: Nordmænd er som europæere er flest. Det er ikke Norge som har forladt Europa. Det er bare EU som har forladt folket.