NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Først: Hvordan vil du fortolke det franske nej til EU-forfatningen?
Fra venstrefløjens side var det i hvert fald ikke et anti-europæisk nej. 67 procent af dem, der stemte nej, er ivrige efter europæisk integration. Modstanderne af europæisk integration findes især langt til højre. 70 procent af nej-vælgerne på venstrefløjen har stærk vilje til genforhandling. Men på den anden side er der intet, der peger på at det franske folk ønsker mere Europa.
Bortset fra Front Nationals vælgere går franskmændene stærkt ind for genforhandling. Og de ønsker vigtige og positive ændringer. Det gælder venstrefløjen (71 procent) og endnu mere højrefløjen (79 procent). Der er to krav til genforhandling: 50 procent ønsker bedre sociale bestemmelser, og 48 procent vil have at medlemsstaterne får mere frihed til at bestemme over den nationale politik. Det viser at de vælgere, der ønsker genforhandling, ikke ønsker mere Europa.
Frihandel er kernen i nyliberalismen. Vi ser det i Det Indre Marked og i de globale handelsforhandlinger. Det er kapitalens gamle drøm, der er i færd med at blive virkeliggjort i meget højt tempo – den at forvandle arbejdet til en vare i produktionsprocessen og at kunne købe den hvor som helst til lavest mulig pris. Arbejdet ses ikke længere som en kilde til værdiforøgelse, men som den vare, der byder på de største prisforskelle. Gennemsnitslønnen i Kina er 24 gange lavere end gennemsnitslønnen i EU-15.
Det siges ofte at frihandel er selve betingelsen for konkurrence og kilde til fornyelse. Men der kan godt være international konkurrence uden frihandel. En stat kan beskytte sig med høje skatter, men hvis den giver adgang til udenlandske investeringer og afviser monopoldannelse, praktiserer den international konkurrence inden for sit territorium. Men det sker på dens egne betingelser.
I den franske afstemningskampagne har spørgsmålet om frihandel gjort sig gældende, symboliseret ved »den polske blikkenslager« og service- og arbejdstidsdirektiverne.
Nyprotektionismen må være kernen i de alternative forslag for EU. Det er ikke et spørgsmål om alt eller intet. Det drejer sig om at gengive arbejdet dets værdi og om at der skal samarbejdes uden forvridninger på grund af prisen på arbejdskraft. Nyprotektionismen har også to andre fordele: Den modvirker den enorme skade, som frihandelen gør på miljøet, og den er en kilde til finansiering af national og international solidaritet.
Vi bør begrænse internationale aftaler om service til tjenester, som er genstand for væsentlig international udveksling. Vi skal skelne mellem tjenester, der modsvarer grundlæggende sociale og økologiske behov, fra andre. Førstnævnte vil så kunne udveksles på politisk og samarbejdende basis, sidstnævnte på handelsbasis.
Vi skal tillade princippet om nationale og internationale præferencer, det vil sige tillade beskyttelse af fremvoksende sektorer og international udveksling baseret på samarbejde og politik.
Det demokratiske princip skal gå forud i alle større samarbejds- eller handelsaftaler ved at foretage en vurdering af deres indvirkning på fattigdommen og økosystemerne og dermed sikre en demokratisk kontrol og mulighed for at omgøre tingene.
Hvis vi skal nå to mål: Fuld beskæftigelse og bevaring af økosystemerne, hvis vi skal genskabe ligevægten mellem marked og solidaritet, er det nødvendigt at gennemføre nogle forandringer.
ECB må sættes under kontrol af valgte eller udpegede myndigheder, f. eks. Parlamentet eller Ministerrådet. De skal så træffe beslutninger om valuta og vekselkurser.
Regeringerne må nå til enighed om en fælles kurspolitik i stedet for, som nu at overlade det til ECB. Denne politik skal fremme fuld beskæftigelse i Unionen og sigte mod et monetært samarbejde med resten af verden for at mindske muligheden for finansielle kriser og undgå devalueringer i konkurrenceøjemed.
Det er også nødvendigt at gengive nationerne retten til at lægge egne budgetter. Det er der to grunde til. Det skal modvirke pengepolitikkens tendens til at virke depressiv, og det skal tage hensyn til forskelligheder mellem de nationale økonomier – noget, den ensrettede monetære politik ikke kan gøre.
Der skal udvikles minimumstandarder, der bliver stadig højere og nærmer sig hinanden. Arbejdsmarkedets organisering skal hovedsagelig være nationalstaternes kompetence. Tendensen til dannelse af »udvidede virksomheder« over grænserne med tilhørende flytning af arbejdere til udlandet skal følges op af nye grænseoverskridende rettigheder for lønmodtagere.
Der skal ske forbedringer af miljøet, så fremtidige generationer kan overleve. EU har miljøregler, som er relativt restriktive, men opfører sig samtidig på den måde, der modsiger dem. Alternativet er at sætte spørgsmålstegn ved den form, udviklingen har, og gøre den økonomisk og bæredygtig. Her må man tage områder som klimaforandringer, forurening, GMO og beskyttelse af naturens mangfoldighed i betragtning.
I de sidste 50 år er den europæiske integration foregået fjernt fra folket og borgerne. Et styre ved folket, af folket og for folket forudsætter en fælles offentlighed, som grækerne kaldte »polis«, byen. Det er lige netop det, EU har ødelagt, både ved at devaluere det nationale rum og ved sin mangel på evne til at skabe et europæisk offentligt rum. Det europæiske fællesskab har ingen virkelig sammenhængskraft: Det løbes over ende af lobbyisme og trues af kommunitarisme og populisme. Der mangler et offentligt rum der omfatter hele Den Europæiske Union, hvor der kan skabes forbundsfæller og modstandere, kollektive overvejelser og handlinger.
Kun i et sådant rum kan europæerne drøfte politik og demokrati. For hvad handler politik om uden et europæisk folk? Hvem har magten? Hvad er god regeringsførelse? Hvad er legitimitet, etc. etc.
Selve udtrykket »politisk Europa« eller blot »politisk union« er tvetydigt. Det genspejler debatten om den europæiske integrations natur. Skal EU holde sig til tekniske områder, som er rent økonomiske, eller skal Unionen udvikle politiske ambitioner?
Svaret er: Økonomiske spørgsmål er politiske; der er intet skel mellem det tekno-økonomiske område og det politiske område. Energipolitikken, den fælles landbrugspolitik og strukturfondene er alle sammen politiske anliggender, ligesom markedsintegrationen, adgangen til verdensmarkedet, konkurrencen, valutaen og budgettet. Alle EU's politikker er dele af en overordnet politik. Økonomi og politik kan ikke adskilles.
Det, EU tilbyder os, er markedet og euroen. Unionen definerer sig ud fra acquis communautaire, som nye medlemmer må påtage sig. Det er alt eller intet. Det udmåler solidariteten nøje (strukturfondene). Sådan definerer EU sin egen identitet ved at definere kriterier for optagelse (Københavnskriterierne fra 1993):
- politik: institutionel stabilitet, som sikkerhed for demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal
- økonomi: en fungerende markedsøkonomi
- overtagelse af EU-retten: landet skal være i stand til at tilslutte sig EU's forskellige politiske, økonomiske og monetære mål.
Det er en definition, der svækker værdier og ikke yder det bedste i den europæiske tradition retfærdighed: at sociale rettigheder er grundlæggende rettigheder; at det sekulære princip er gældende; at meningerne brydes i demokratiet; at demokratiet udvider sig; at demokratiet fornyer sig. Den åbner ikke nye områder for politikken. Uden værdier, som mobiliserer i den Europæiske Unions målestok er mennesker ikke politiske subjekter. Derfor eksisterer Europa ikke som et politisk subjekt, og heller ikke som en politisk vilje.
Kort sagt kan kritikken udtrykkes således: Det anerkender ikke visse væsentlige rettigheder; det indeholder talrige principper, som ikke er rettigheder og derfor ikke kan prøves for en domstol; det er begrænset, i første række af anvendelsen af unionens rettigheder og kompetencer, i anden række af nationalstaternes rettigheder og praksis, og i tredje af fortolkende tekster; det nedbryder rettighedernes almengyldighed ved at fravige begrebet om et universelt menneskeligt væsen og indføre kategorier og anbringe mennesker på samme niveau som for eksempel medier eller virksomheder.
Det er et skridt tilbage i forhold til andre tekster om menneskerettigheder, såsom FN's fra 1948 eller Europarådets fra 1950. Ville det være det bedste at forbedre Charteret eller at gå ud fra eksisterende tekster? Det væsentlige er at udfylde de juridiske huller, genskabe balancen mellem individuelle og kollektive rettigheder og tage de forskellige udviklingsniveauer i medlemsstaterne i betragtning, når der etableres stadig flere fælles standarder.
Til slut – ser du forfatningens grundstødning som en afbrydelse af den europæiske integration - eller blot som endnu en krise?
Svaret afhænger af om europæerne formår at skabe et offentligt europæisk rum. Det afhænger også af kvaliteten af den kritiske analyse og de alternative forslag – og af, hvordan disse kan omformes til sociale, miljømæssige og politiske kampe. Det er vigtigt at vide om europæerne ser den tid, vi befinder os i, som en ny begyndelse, hvor et samfundsfællesskab, som er ved at opfinde sig selv, mødes med og i tiltagende omfang smelter sammen med en idÈ – retfærdigheden – som giver den mening. Hvis jeg skal være mere præcis, vil jeg gerne sige en trefoldig idÈ: retfærdighed, værdighed og ansvarlighed.
Det skal siges med eftertryk: Det er ikke et tilfælde at Europa er hjemsted for denne nye sag. Det er dÈr, en politisk virkelighed blev skabt, hvor den blev brudt, og hvor en anden virkelighed kan opfindes, en anden »res publica«.