ARTIKLER


Arlas eksport skader u-landenes bønder

Arla fik i 2004 435 millioner kroner af EU til eksportstøtte. Over halvdelen af dette beløb er brugt til at ruinere mælkebønder i ulandene.
Af Sven Skovmand
27. januar 2006

Alene i år 2004 fik det dansk-svenske mejeriselskab Arla 435 millioner kroner i eksportstøtte, og over halvdelen af denne støtte blev brugt til at sælge mælkeprodukter i fattige lande, skriver Information 18.1.2006 i artiklen »Arla: Vi sælger, hvor det ikke er forbudt.«

Dette salg skabte store problemer for de bønder i de pågældende lande, som selv sælger mælk. Værst er det gået i Den Dominikanske Republik, hvor tusindvis af mælkebønder har måttet opgive deres produktion som følge af den ulige konkurrence.

Ingen dårlig samvittighed

I 2004 fik Arla 38 millioner kroner til at foretage sin ødelæggende virksomhed i Den Dominikanske Republik.

I Bangladesh brugte Arla 33 millioner til sin eksport, der var til skade for bønder i både Bangladesh og Indien.

Også landmænd i ¹gypten, Nigeria og Venezuela blev ramt. I de pågældende lande brugte Arla henholdsvis 51, 50 og 32 millioner.

Arla selv fortryder ikke sine handlinger. »Jeg synes ikke virksomheder behøver at have dårlig samvittighed over at arbejde i de rammer, politikerne udstikker,« siger vicedirektør hos Arla, Andreas Lundby.

»Hvis ikke der bliver solgt mælkepulver med EU-støtte, så suser der mælkepulver ind fra USA,« tilføjer han.

Stadig færre køer

I en tidligere artikel (11.1.2006) oplyses det i øvrigt at Arla i 2004 modtog i alt 903 millioner kroner fra EU. Dette beløb var større end overskuddet på 801 millioner.

Efterhånden som EU's støtte aftrappes, vil både Arla og de danske mælkebønder få problemer.

Mejeriforeningen har da også beregnet at antallet af landbrug med malkekøer vil falde fra de nuværende knap 6.000 til cirka 3.000.

Så sent som i 1975 var der 63.000 gårde med malkekøer, men allerede i 1980 var tallet faldet til 42.000, og i 1990 nåede det ned på 21.000.