NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ole Vigant Ryborg, Ugebrevet Mandag Morgen, sammenfatter den 11. september 2006 et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen med følgende: »Danmark som aktivistisk global aktør stiller ikke kun nye og højere krav til regering, militær og centraladministation. Den aktivisme og idealisme, statsministeren har som sit erklærede udenrigspolitiske mål, stiller også krav til den danske befolkning og til oppositionen i Folketinget. Begge skal vænnes til tanken om et mere aktivt og udfarende Danmark – og til de økonomiske og menneskelige omkostninger, aktivismen kan have.«
Interviewet udkommer på 5 årsdagen for angrebet på World Trade Center.
Substansen at politikerne ved bedst, hvad der er godt for befolkningen, og det må befolkningen vænne sig til, uanset hvad det koster i kroner, ører eller Euro, eller af tab af menneskeliv og deraf menneskelige omkostninger, tragedier til følge.
Artiklen offentliggøres midt i en europæisk tænkepause udløst af de franske og hollandske vælgeres nej til EU-forfatningen, der kunne sætte en dagsorden for det fremtidige europæiske samarbejde, hvor befolkningerne og politikere kunne trække på samme hammel, i samme retning.
En enestående mulighed
I den sammenhæng kan det forekomme passende at se på socialdemokraten fhv. MF, minister og MEP Torben Lunds bog: Hjertesager.
»Den politiske elites første reaktioner på det franske og hollandske nej var interessante. Vælgerne havde ikke forstået en pind af det hele, så hele ratifikationen skulle bare fortsættes i de andre EU-lande, lød det først.« (s. 215)
»Tøger Seidenfaden, der er en ubetinget tilhænger af en europæisk forfatning, har ofte markeret sig som tilhænger af en slags intellektuelt oligarki, der handler om at borgerne ikke er kvalificerede til at blive spurgt i den slags vigtige spørgsmål. Demokratiet – borgernes afgørelser – kan somme tider være en irriterende klods om benet for folk med større planer. Det udtrykkes naturligvis ikke så direkte, men snarere som at borgerne ved EU-afstemninger lægger vægt på alt muligt andet end det, folkeafstemningerne drejer sig om«. (s. 216)
Statsminister Anders Fogh Rasmussen maner til aktivisme og en udfarende udenrigspolitik. Der er en verden til forskel på statsministerens nærmest brovtende manifestationer og Torben Lunds stilfærdige og tænksomme overvejelser.
Man kunne frygte at modsætningen mellem politikere og befolkningen vil vokse. I takt hermed vil demokratiets muligheder for at vokse blive begrænsede.