ARTIKLER


Danskere forlader nu Sri Lanka

EU's beslutning om at erklære De Tamilske Tigre for en terrororganisation har ført til, at danske og finske observatører trækkes ud. Det kan forstærke problemerne.
Af Sven Skovmand
18. august 2006

12 danske og 10 finske observatører forlader nu Sri Lanka, oplyser Politiken 30.7.2006. Det skyldes en erklæring fra oprørsgruppen De Tamilske Tigre, der har meddelt at den efter 1. september ikke længere kan garantere sikkerheden for observatører fra EU-lande.

Erklæringen skyldes at EU i maj 2006 satte De Tamilske Tigre på sin terrorliste og dermed undergravede det arbejde, som først og fremmest Norge har gjort for at skabe fred mellem Tigrene og regeringen i Sri Lanka.

Norge fik i 2002 en våbenhvile i stand, og den holdt indtil for kort tid siden. Hvis alle de 57 observatører i området trækkes ud, kan det kun forværre situationen, siger lederen af de svenske observatører, Ulf Henrichsson.

Det vil jo betyde at man ikke har mulighed for at neutrale folk kan følge med i, hvad der foregår og undersøge grove overtrædelser af våbenhvilen, siger Henrichsson.

Sverige har endnu ikke taget stilling til, om man vil følge Danmarks og Finlands eksempel.