NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Denne regnfulde og forblæste martsdag har nok de færreste lyst til at tage de få skridt fra terrassen og ned til stranden, hvor Vesterhavets bølger rammer land. Til gengæld forstår man hvorfor 250 dage på havet hvert år har sat sig spor i både Børsmoses ansigt og syn på livet. Modvind, kulde og hårdt arbejde gør noget ved mennesker.
Derfor solgte Børsmose i april 2005 sit skib og gik i land efter 30 år. Han nåede aldrig at fiske i afrikanske farvande, for selvom der er gode penge i at rejse langt efter de rigtige fisk, så har danske fiskere andre vilkår end andre EU-fiskere.
»Andre lande kan gøre det. Der er hollændere og mange andre som fisker det de må herhjemme i EU, og når kvoten så er brugt op, så rejser de til Mauretanien eller Marokko og fisker der resten af året. Men det må vi ikke. Man kan ikke både have andel i danske og udenlandske kvoter. Nogle prøver at klare sig uden om det ved at indregistrere skibe som alene skal fiske i tredjelande, og så enten få del i de EU-forhandlede kvoter, eller selv forhandle sig til en kvote med de lokale myndigheder i for eksempel Mauretanien.«
Og at der er penge i det er der ingen tvivl om. Børsmose har kendskab til et norsk fiskeskib som tog turen til Falklandsøerne ud for Argentina, fyldte lasten og drog hjem over Atlanten med en gevinst på 20 millioner kroner.
»Altså, hvis de pågældende lande ikke mener at aftalerne er gode, eller hvis de mener der ikke er fisk nok, så kan de jo bare lade være med at udstede tilladelserne. Jeg ved såmænd ikke om det skader de lokale fiskere, det er jeg slet ikke nok inde i sagerne til at kunne sige, men EU-fiskerne fanger jo kun det de må,« forklarer Børsmose. Han mener ikke der svindles med kvoterne i tredjelande, for selvom det er muligt at omlade fangsten i åbent hav til en frysetrawler og så fortsætte fiskeriet med tomme lastrum, så er det jo ikke i nogens interesse at registrere mindre:
»Hvis jeg leverer 20 tons til en frysetrawler, så får jeg en kvittering på det. Ellers har jeg jo heller ikke nogen dokumentation for at fisken er min, og så får jeg ingen penge. Så det er da registreret,« siger Thorvald Børsmose. Han mener at det er ren økonomi der driver EU-fiskerne sydpå, og han kan ikke se den store forskel på det at fiske i Mauretanien og så at flytte en fabrik væk fra Danmark og ud i verden, den såkaldte outsourcing.
»De afrikanske lande kan jo bare stille krav. De kunne for eksempel forlange at halvdelen af mandskabet skulle være lokalt. Det ville ikke skabe de store problemer, for det kræver ikke særlig meget at stå og fryse fisk ind. Sprogligt kunne man sagtens klare det,« siger han.
»Kontrol... det er jo bare et spørgsmål om at gøre det man har aftalt. De afrikanske lande er selv med til at sætte rammerne for fiskeaftalerne og vi udnytter dem bare,« konkluderer Børsmose, som mener at pengene fra EU og fra fiskerne skæpper godt i de slunkne kasser i u-landene og er med til at opbygge det lokale fiskeri. Og han mener absolut ikke at det ville gavne at holde sig væk, for selvom man så lod være med at fiske og ventede til mauretanierne selv kunne udnytte fiskerigdommen om for eksempel 50 år, så ville det jo ikke betyde at der så var 50 års sammensparede sardiner til rådighed.
»Vi tager jo bare det man kan tage uden at påvirke bestanden,« siger han.
Direkte adspurgt om det ikke var bedre at bruge EU-pengene på at finansiere ophugning, så antallet af europæiske skibe kom til at stå i et rimeligt forhold til fiskemængden i vore egne farvande, er svaret kort og kontant: »Tjo, men folk vil jo gerne arbejde.«
Derfor er han da heller ikke i tvivl om at det ville få konsekvenser for europæiske fiskere hvis aftalerne med tredjelandene faldt bort. Så han sætter sin lid til at de er kommet for at blive.
»Hvorfor skulle de ikke det?« spørger han.
Kilde: WWF/Turning the Tide on Fishing Subsidies.