ARTIKLER


Endnu et forlist havnedirektiv

EU-parlamentet fejede Kommissionens genfremsatte forslag af bordet med 532 stemmer mod 120.
Af Ib Roslund
27. januar 2006

Da EU-parlamentet indledte årets første samling i Strasbourg mandag den 16. januar var gaderne fyldt med omkring 10.000 havnearbejdere fra hele Europa som demonstrerede imod EU-kommissionens forslag til direktiv om markedsadgang til havnetjenester. Det var kulminationen på flere dages arbejdsnedlæggelser i europæiske havne og demonstrationen forløb ikke uden sammenstød med det franske politi.

Parlamentets førstebehandling af direktiv-forslaget skulle have fundet sted dagen efter, men blev rykket til onsdag middag den 18. januar. Her forsøgte den liberale formand for parlamentets transportudvalg Paolo Costa først at foreslå direktivet sendt tilbage i udvalg, hvilket et massivt flertal afviste. Det næste forslag lød på at afvise direktiv-forslaget fuldstændigt. 532 stemte for afvisningen, 120 stemte imod og 25 undlod.

Det var ikke kun et dejavu, men en endnu kraftigere afvisning end første gang, EU-kommissionen fik afvist et direktiv med stort set samme navn og indhold. Det første forslag mødte også stor modstand i 2001-2003 – såvel i de europæiske havne som i EU-parlamentet. Det faldt, da et lille flertal (229 imod, 209 for og 16 undlod) afviste et kompromis i Strasbourg den 20. november 2003. Den daværende transportkommissær Loyola de Palacio accepterede ikke nederlaget, men genfremsatte forslaget allerede 13. oktober 2004 – kun med enkelte ændringer som af havnearbejderne blev opfattet som forværringer.

Champagne i havnene

I følge deres fagforeninger udgjorde forslaget en trussel især fordi det tillod selvservicering. Det princip giver skibsredere mulighed for at sætte lavere lønnede og uuddannede skibsbesætninger fra andre dele af verden til at udføre havnearbejdernes opgaver med at laste og losse skibene.

»Nu skal der drikkes champagne«, siger formanden for havnearbejdernes landsklub, John Poulsen, til NOTAT efter afstemningen den 18. januar i år.

Han beklager uroen i Strasbourg som de tre busser med danske havnearbejdere ikke deltog i. Han siger at de danske deltagere tværtimod opfordrede til ro og besindighed i demonstrationen som de fleste andre demonstranter også gjorde. Men han mener samtidigt at det franske politi har sin del af ansvaret for balladen hvor 13 personer blev anholdt.

Tredie forsøg?

John Poulsen forventer ikke at Kommissionen vil gøre et tredje forsøg på at få vedtaget et havnedirektiv. Men i debatten i parlamentet udtalte repræsentanterne for de største politiske grupper ønske om et fremtidigt havnedirektiv.

Og Kommissionen har to gange fået en opfordring fra Det Europæiske Råd (Barcelona 2002 og Bruxelles 2003) - under henvisning til vigtigheden af at gennemføre Lissabon-strategiens mål om at sætte mere skub i liberaliseringen - til at arbejde for at et direktiv om havnetjenester vedtages.