ARTIKLER


EU satser på gas fra Iran

Midt i striden om Muhammed-tegninger og det iranske atomprogram, vil EU nu satse på Iran som storleverandør af energi til EU. Også Aserbajdsjan og Tyrkiet er godt på vej til at blive nye nøglespillere for mange EU-landes energiforsyning.
Af Staffan Dahllöf og Hans Kronberg
26. marts 2006

Nøgleordene er olie og gas, når det drejer sig om EU-landenes energiimport og -afhængighed, da der ikke importeres elektricitet udefra i noget større omfang.

De baltiske lande er dog tæt sammenkoblede med det russiske el-net, og er i den forbindelse helt isolerede fra det øvrige EU.

Der er også el-forbindelser mellem det central- og vesteuropæiske net som Vestdanmark (men ikke Sjælland og Bornholm) er koblet på, til Tunesien, Algeriet og Marokko.

Til dette store fælles kontinentale net forhandler nu Tyrkiet om en tilslutning.

Men det er som nævnt gassen og olien, som står i centrum for de politiske diskussioner i EU, og for de helt store investeringer i fremtiden.

En hovedpulsåre for sibirisk naturgas til Europa er den såkaldte Yamal-ledning, der går gennem Polen og videre vestpå, men den har også forgreninger til Ukraine og de sydlige EU-lande.

Igennem og uden om Polen

Det var følgerne af den ukrainsk-russiske strid om gaspriserne der demonstrerede, hvor sårbare mange EU-lande er med hensyn til den russiske gas, ligesom denne krise udløste den nye interesse for en energipolitik i EU-regi.

En konsulentrapport til Kommissionen, udarbejdet af blandt andre danske Rambøll, beskriver planerne om en parallel russisk-polsk ledning, Yamal Europe II.

Men på projektlisten står også den for nylig aftalte russisk-tyske gasledning, som skal ligge på bunden af Østersøen og derved helt uden om Polen – noget som har udløst en betydelig politisk uro i Polen.

Et tredje større gasprojekt med mulige politiske følgevirkninger er den såkaldte Nabucco-pipeline opkaldt efter en opera af Verdi.

Gas fra Iran...

Nabucco-ledningen er tænkt til at føre naturgas fra Iran og Aserbajdsjan gennem Tyrkiet og Balkan helt frem til Østrig.

Projektet, som bliver ledet af det østrigske selskab OMV vil få næsten den samme kapacitet som de enkelte russiske hovedledninger har til Europa – 30 milliarder kubikmeter gas pr. år.

En gasaftale mellem Iran og Nabucco-konsortiet kan blive indgået senere i år, på trods af Irans politisk kølige forhold til EU og USA.

Landets udsending til EU, Mohammed Rezayat siger til nyhedstjenesten EUobserver.com, at forhandlingerne er gået i stå i skyggen af konflikten om landets kernekraftprogram, men at han forventer at de går i gang igen.

På trods af Jyllands-Postens tegninger

På spørgsmålet om Iran er en troværdig energileverandør efter de iranske reaktioner på Muhammed-tegningerne siger den iranske EU-udsending til EUobserver.com:

»Det kan ikke kaldes for demokrati at fornærme profeten, men hvis man indgår en aftale om salg af gas i 20 år, så slukker man ikke for gassen fordi man er blevet fornærmet. Det fungerer ikke på den måde.«

Nabucco-projektet er omtalt i Kommissionens oplæg til energistrategi, men Iran er ikke nævnt med navn. Der tales kun om »kaspiske lande«.

Den voksende betydning af gas- og oliekilderne ved det Kaspiske hav kommer også frem i form af en ny sydkaukasisk pipeline for råolie.

Den tyrkiske forbindelse

Forbindelsen, kaldet BTC, går fra Baku i Aserbajdsjan over Tbilisi i Georgien til Ceyhan ved den tyrkiske Middelhavskyst. Den skal stå færdig her til foråret, og den finansieres af blandt andre britiske BP, aserbajdsjanske SOCAR og norske Statoil.

BTC indebærer en ny forsyningslinje for råolie fra det Kaspiske hav til Europa og den øvrige verden uden om Rusland og uden om den Persiske golf.

Med Ceyhan som udlosningshavn får Tyrkiet en øget energipolitisk betydning for EU-landene – en betydning som kan blive forstærket yderligere med den projekterede Nabucco-ledning for naturgas fra den samme region.

Danmark mest energi-uafhængige EU-land

Næsten 50 procent af den energi, som de 25 EU-lande bruger, skal importeres. Men der er stor forskel på import-afhængigheden i de forskellige lande.

Danmark er det EU-land der foreløbig kan tage forsyningsproblemerne mest med ro. Sammen med Storbritannien er vi det eneste land i EU, der er selvforsynende med energi (alle energiformer under et). Danmark producerer næsten 32 procent mere end vi bruger, mens Storbritannien producerer knap seks procent mere end landets forbrug. I bunden ligger Malta med et importbehov på 100 procent.

Til sammenligning kan nævnes at importafhængigheden i USA er godt 29 procent. I Japan er den knap 85 procent. Alle tallene kan ses i den følgende oversigt.

Importen i procent af energiforbruget i 2003

EU25 49,5

EU15 51,8

Danmark -31,7

Storbritannien -5,9

Polen 14,3

Tjekkiet 24,9

Estland 27,4

Holland 37,6

Sverige 42,9

Litauen 45,3

Frankrig 50,5

Slovenien 53,4

Letland 58,7

Finland 59,2

Ungarn 61,1

Tyskland 61,1

Slovakiet 64,6

Grækenland 67,4

Østrig 69,8

Spanien 76,4

Belgien 78,8

Italien 84,0

Portugal 85,3

Irland 87,1

Luxembourg 98,7

Cypern 99,1

Malta 100,0

Tabellen viser nettoimporten af energi i procent af det samlede energiforbrug (af kul, olie, naturgas, atomkraft og vedvarende energi).

Kilde: Eurostat.