EU ser stiltiende på bulgarsk slendrian

Kommentaren er skrevet af Julian Popov,der er bulgarsk journalist og politisk kommentator. Han har skrevet bogen »English Bulgaria or Switzerland on the Balkans«. Erling Böttcher har oversat.
Af Julian Popov
27. oktober 2006

Korruption og institutionel inkompetence gør bulgarerne mere og mere mistænksomme over for de bulgarske politiske partier, parlamentet, regeringen og det retlige system og politiet.

Kun den bulgarske præsident har været bredt respekteret. Men med de seneste afsløringer af at præsident Georgi Parvanov engang arbejdede for den kommunistiske statssikkerhedstjeneste, står også det gode ry for præsidentembedet sandsynligvis for fald.

Og EU-kommissionen fremstår som en doven og ind imellem gnaven tilskuer.

Hvor var Kommissionen?

Bulgarerne stemmer med fødderne. Mens man tvivler på, hvorvidt de famlende bulgarske myndigheder eller EU-kommissionen har nogen evne til eller tilskyndelse til seriøst at bekæmpe korruptionen, studerer man i Frankrig eller Tyskland, arbejder i Madrid eller London og holder ferie i Grækenland eller Østrig.

Folk undrer sig over hvor EU-kommissionen egentlig var i de sidste dage af 2004, da en 35 år lang rettighed til en af de vigtigste hovedveje blev givet væk uden offentlig bevågenhed; hvordan privatiseringer inden for energi, tobak og teletjenester blev blokeret eller forsinket gennem regeringsintriger; eller da domstolene via dubiøse procedurer blokerede for kontrakterne for Bourgas og Varne lufthavne, først med Københavns Lufthavne, og nu kontrakten med Fraport. Der er tale om en helt grundlæggende infrastruktur til udvikle den turisme, som mange håb er knyttet til.

Kigger, nikker og rynker på næsen

En gang imellem rusker en åbenmundet udenlandsk ambassador op i tingene med forfriskende stærke meldinger. Skamfuldt for EU, er dette normalt den amerikanske ambassadør.

Bruxelles kigger, nikker og rynker på næsen.

Senest har den finske ambassadør, Kauko Jamsen, været bredt citeret I pressen for at klage over at korruptionen er stigende. Organisationen Transparency International rangordner nu Bulgarien på samme niveau som Colombia. Men EU-kommissionen, derimod, er tilfreds med dens ‘overvågning’ – et ritual som er en kombination af kigning, nikning og rynken på næsen.

Der er gode muligheder for at bulgarske ministre og myndigheder kan prøve at spille Robin Hood og fra tid til anden lancere anti-korruptions og anti-monopol kampagner. De vil gerne ses som kloge og retfærdige forsvarere af folket, og som dem der tvinger de rige til at give til de fattige. I det bulgarske tilfælde synes »fattige« sørgeligt nok at være offentligt ansatte som deler smulerne imellem dem selv.

Korruptionen signifikant

Ifølge det britiske The Economist-tænketank »består problemet med korruption I det statslige administration og er en alvorlig hindring for de økonomiske muligheder«. En meningsundersøgelse fra januar 2006, udført at det ledende bulgarske bureau MBMD, konkluderer at 60 procent af de bulgarske embedsmænd siger at korruption repræsenterer et væsentligt aspekt af deres arbejde, og 37 procent siger at korruption er et direkte problem i en eller anden grad.

I år 2000 var de tilsvarende tal 48 procent og 39 procent.

Tilliden til de europæiske institutioner smuldrer også. Bulgariens presse portrætterer oftest EU-kommissionen som en institution der vil pålægge brandskatter på hjemmebrændevin og øge mængden af tåbelige love og regler, mens man overlader håndhævelsen til de ikke-tillidshavende hjemlige myndigheder. Og det betyder blot at flere brune kuverter med skjulte penge vil veksle hænder.

Kommissionen gør ikke ret meget for at ændre dette image. Den venter blot på om det bulgarske tog ankommer til tiden.