Farcen om det rejsende cirkus

STRASBOURG-MØDER. EU har hovedkvarter tre steder, i Luxembourg, Bruxelles og Strasbourg. Det er besværligt, og det koster mange penge. Men det er svært at gøre noget ved.
Af LUISE PIHL
1. juli 2006

Dagen før det netop overståede EU-topmøde erklærede den hollandske premierminister, Jan-Peter Balkenende at han ville forsøge at få en drøftelse i gang blandt sine ministerkolleger om afskaffelsen af, hvad han kaldte den »mindre hensigtsmæssige« placering af en del af EU-parlamentets møder i Strasbourg, fortæller EUobserver.com 15. juni.

Men selv om EU-parlamentets formand, Josep Borrell, havde planlagt at tale rent ud om spørgsmålet i sin indledende tale, besluttede han sig til at lade være, fordi den siddende EU-formand, den østrigske kansler Wolfgang Schüssel, sendte ham et brev, hvori han vendte tommelfingeren nedad.

»Sonderinger med medlemslandene – især med Frankrig, som er værtsstat (for parlamentssamlingerne i Strasbourg. red.) – har tydeligt vist at det er et emne, Rådet ikke bør tage i betragtning,« står der blandt andet i brevet.

Der er intet nyt i kritikken af ordningen med de tre hovedkvarterer. Men i de sidste måneder har den fået særlig styrke, fordi EU-parlamentets budgetkontroludvalg er faldet over at byen Strasbourg i de sidste 25 år har taget overpris for at leje bygninger ud til parlamentet.

Det skal dreje sig om helt op til 20 millioner kroner for meget – om året – se i Notats arkiv under Strasbourg.

Symbolsk valg af sted

Man skal helt tilbage til 1951 for at forstå hvorfor en af hovedstæderne i EU blev en ikke særlig stor og trafikalt ikke særlig centralt beliggende by som Strasbourg. Da underskrev seks lande traktaten om det europæiske kul- og stålfællesskab.

Det skete i erkendelse af at Frankrig og Tyskland ikke længere var tjent med det modsætningsforhold der havde ført til tre krige mellem 1870 og 1945. Derfor lå der en dyb symbolik i at vælge Strasbourg – eller Strassburg, som den hedder på tysk – til hjemsted for samarbejdet. Strasbourg er hovedbyen i Alsace-Lorraine – eller Elsass-Lothringen på tysk – et område, der ligesom Slesvig har været et stridsæble på grænsen mellem to nationer.

Og EU-parlamentet har været med til at skabe velstand i Strasbourg. Der kommer penge til byen, ikke blot i form af den omtalte husleje til kommunen, men også til gavn for restauranter, hoteller og taxifirmaer.

Der er altså gode grunde til at bystyret med næb og kløer holder fast i EU-parlamentet.

Skrevet ind i traktaten

Og den franske regering har hjulpe-t godt til, blandt andet ved at bygge flotte kontorer med bad til samtlige parlamentsmedlemmer, der nok heller ikke har alt for meget imod et månedligt ophold i den charmerende by på skatteydernes regning.

På Edinburgh-topmødet i december 1992 vedtog man følgende tekst: »Europa-parlamentet har hjemsted i Strasbourg og afholder dér de tolv månedlige plenarmøderækker, herunder budgetmøderækken. Yderligere plenarmøderækker afholdes i Bruxelles. Europa-parlamentets generalsekretariat og dets tjenester er fortsat placeret i Luxembourg.«

Teksten blev blot fem år senere sat ind som en protokol i selve traktaten, da man forhandlede Amsterdam-traktaten. Siden Amsterdam-traktaten blev vedtaget i 1998 har parlamentets møder været ophøjet til at være traktatstof.

Et forsøg på at ændre på dette under forhandlingerne i Konventet, der udarbejdede den nu forkastede EU-grundlovstekst, blev summarisk afvist af Konventets formand, den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing.

Dyrt og ineffektivt

Ordningen er dyr for skatteyderne. Og det er med til at nedbryde tilliden til EU. Derfor gøres der med mellemrum forsøg på at rydde op.

I 2004 skrev det socialdemokratiske hollandske EU-parlamentsmedlem Michiel van Hulten en rapport, som EU-parlamentet vedtog med få ændringer. Den var et regulært sparekatalog hvor det blandt andet blev nævnt at EU-parlamentets udgifter til de tre hjemsteder var 1,3 milliarder kroner om året. »Uacceptabelt,« kaldtes det i rapporten, og det var der altså flertal for at være enig i blandt EU-parlamentarikerne.

Trøstepræmie til Strasbourg?

Van Hulten kom også med et forslag til en slags trøstepræmie til Strasbourg. Man kunne jo omdanne EU-parlamentsbygningen til det første paneuropæiske universitet. Og så skete der ikke mere.

Et lignende forslag blev fremsat i 2006, men blankt afvist af Frankrig. Forslaget gik ud på at bruge bygningen til et europæisk teknologisk institut.

»Vi har aldrig før tilbudt Strasbourg eller den franske regering noget håndgribeligt, der kunne erstatte EU-parlamentet. Nu har vi noget at tilbyde. Indbyggerne i Strasbourg ville med glæde blive en korsvej for en verdensomspændende videnskabelig forskning og innovation. Det ville betyde en dramatisk forandring for Strasbourg,« anførte den tyske EU-parlamentariker Jorgo Chatzimarkakis ifølge EUobserver.com 27. marts 2006.

Men Frankrig bed ikke på. »Sædet i Strasbourg er en del af traktaten. Parlamentet har været i Strasbourg i lang tid, og det symboliserer den fransk-tyske forsoning og den europæiske enhed. Der er fornuft i at blive i Strasbourg,« sagde den fransk embedsmand til EUobserver.com.