ARTIKLER


Fjernsyn for dig?

Ministerrådsmøder i Bruxelles og Luxembourg er på vej til en computer nær dig. I oktober følger Europaudvalget i Folketinget trop – sådan da.
Af Staffan Dahllöf
1. september 2006

Fra den ny EU-sæson som starter her i september bliver Ministerrådsmøder i sin helhed holdt for åbne døre. I praksis indebærer det møder for åbne webkameraer.

Dele af møderne, hvor der holdes en generel diskussion, har allerede været muligt at følge på nettet.

Det nye – at Rådet åbner op for alle de tilfælde hvor man lovgiver sammen med Parlamentet – er foreløbig en prøve i seks måneder. Den blev besluttet af stats- og regeringschefernes på deres seneste topmøde i juni.

Kort efter, i den nye folketingssamling som starter i oktober, vil også Folketingets Europaudvalg slå dørene op for en mere eller mindre interesseret offentlighed.

Bruxelles fører an

Også udvalgsmøderne skal være mulige at følge på distance, enten som video eller som radio på nettet.

De tekniske detaljer er endnu ikke på plads, men Europaudvalgets formand Elisabeth Arnold har opfordret Folketingets præsidium til at etablere radio/tv-transmission fra møderne.

Men udvalgsmøderne vil ikke blive fuldt så åbne som rådsmøderne i Bruxelles. Regeringen skal stadig have en mulighed at holde kortene tæt indtil kroppen – hvor hensynet til vigtige forhandlingsinteresser tilsiger det.

Hvad der er vigtigt og vil kræve lukkede døre, er noget som udvalget og regeringen skal beslutte i fællesskab.

Tilløbsstykke?

»Det bliver en afgørelse mellem mig og den pågældende minister som har en sag for på dagsordenen. Det skal vi nok bruge nogen tid på at finde ud, « siger den radikale udvalgsformand Elisabeth Arnold.

Foruden uklarheden om hvor åbne udvalgsmøderne vil blive, er der i udvalget en vis spænding over for hvor stor interessen vil være udefra.

Formand Elisabeth Arnold tager forbehold for at fastlægge regler for medlemmernes taletid – hvis udvalgsmøderne skulle blive et tilløbsstykke og medlemmerne ikke kan styre talelysten.