Fogh udstiller EU’s utroværdighed

Statsministeren og EU-ordførernes respekt for Nej’et er dybt bekymrende – og foruroligende.
Af Jørgen Falster
1. september 2006

Frankrigs og Hollands Nej til forfatningstraktaten sidste år gav – i det første øjebliks glæde over resultatet – håb om at EU-toppen nu var blevet tildelt så alvorligt og afgørende et slag at den for at bevare det allersidste gran af troværdighed simpelt hen var nødt til at erkende nederlaget, tage forfatningstraktaten fuldstændig af bordet i henhold til reglerne, sadle helt om og i stedet begynde arbejdet med at finde helt andre og nye former for samarbejdet i EU. Det var dét, de to Nej’er skulle medføre – hvis de skulle respekteres.

Lige siden de to Nej’er har Statsministeren bedyret at »Frankrigs og Hollands Nej skal respekteres«. – Ja, naturligvis, dels når demokratiet talte så tydeligt og umisforståeligt, som det gjorde i Frankrig og Holland, dels når det ifølge EU’s regelsæt ligger fast at blot eet medlemsland forkaster forfatningstraktaten, bortfalder den. Den så at sige »dør« på stedet, forsvinder helt ud af billedet, processen ophører, og parterne må udtænke en anden form for samarbejdsaftale at operere efter.

EU-ordførernes udtalelser

Ved det store »Tænkepause« borgermøde på Holmen, 6.5.2006, gentog statsministeren vigtigheden af respekten for de to landes Nej. Samtidig benyttede han dog lejligheden til at gøre opmærksom på at han ærgrede sig over forfatningstraktatens skæbne indtil nu; han mente, det var en god forfatningstraktat; fjorten medlemslande havde jo allerede ratificeret den, fortalte Statsministeren, så han var altså ikke alene om at synes om den nedskudte forfatning. Statsministeren undlod dog at fortælle at det i tolv af de fjorten lande var parlamenterne, der havde taget forfatningstraktaten til sig – ikke befolkningerne ved folkeafstemninger.

Jeg bad på mødet Statsministeren kommentere det forhold at tre af hans Christiansborg kolleger – Sven Auken (S), Lone Dybkjær (R) og Anne Grete Holmsgaard (SF) – iflg. NOTAT, 5.5.2006 – ved et møde i Folketingets Europaudvalg, 3.5.2006, havde udtalt henholdsvis at

– målet er nu at 20 medlemsstater har ratificeret i juni 2007, så der kun er 5, der ikke har ratificeret, herunder Danmark. Det vil sige at der bliver et meget stærkt pres på Danmark«, og

– den danske regering skal alliere sig med de lande, der allerede har ratificeret, og så koncentrere sig om at komme så langt som muligt med det forfatningsmæssige«, og endelig

– det vil være meget problematisk, hvis man ligesom drosler mere ned«.

Ulovlige ratificeringer

Udtalelser, der må siges at være topmålet af disrespekt for de to Nej’er og for spillereglerne.

Statsministeren svarede – ikke overraskende – at han ikke ville have udtalt sig sådan – men på mødet tog han ikke afstand fra udtalelserne og afslørede altså ikke om han i virkeligheden bifalder de tre toppolitikeres hede ønsker. Heller ikke de fjorten landes ligegyldighed over for EU’s regler – med ratificeringer som om ingenting var hændt i Frankrig og Holland – tog statsministeren afstand fra, vanskeligt, naturligvis, da han netop havde brugt dem som »salgsargument« for accept af forfatningstraktaten. Endelig hørte man ikke en opfordring fra Statsministeren til det officielle EU om at se bort fra de fjorten landes – i virkeligheden ugyldige – ratifikationer og at tage afstand fra de respektløse manifestationer, de er udtryk for.

Dybt bekymrende

I stedet ser man nu at regeringen – sammen med de øvrige regeringer i EU – lægger an til med tiden at spille ud med forslag om en »omredigeret« udgave af selv samme forfatningstraktat, der er stemt ude, – og vel at mærke så tilpas redigeret at den kan gennemføres uden først at spørge de 450 mill. mennesker, hvis liv den kommer til at diktere. At tænke i helt nye baner og i stedet se på radikalt gennemgribende ændringer af hele opbygningen af EU og dets institutioner og af (sam)arbejdsgangene i EU – f.eks. en ret for medlemslandene til at vælge, hvilke samarbejder de ønsker at indgå i, enten indenfor eller udenfor EU – som i årtier igen og igen er foreslået af masser af borgere i EU – kan der åbenbart slet ikke være tale om.

Så meget for Statsministerens påbud om respekt for de to Nej’er. Ren »vinduespynt«, hult og utroværdigt. Præcis så utroværdigt som EU med dets slappe evne og manglende vilje til at efterleve egne spilleregler. Dét er dybt bekymrende – og foruroligende.