ARTIKLER


Forbehold om forbehold

Veto. Danmark vil ikke forhindre overstatsligt politisamarbejd-e, men heller ikke skubbe på for at det sker. Hvis reglerne laves om, skal også den retlige- undtagelse ændres.
Af Staffan Dahllöf
29. september 2006

Justitsminister Lene Espersen placerer sig selv, regeringen og Danmark på en slags EU-politisk midtbane.

»Vi er selv åbne for at flytte nogle beslutninger (fra enstemmighed til flertal - red.) Nogle har været ude og tale om grænseoverskridende kriminalitet,« sagde Lene Espersen på rådsmødet i Tammerfors.

Samtidigt hørte hun – i følge eget udsagn – til de ministre som ikke mente at det er noget som haster her og nu:

»Faktisk fungerer samarbejdet ret godt, vi har fået gennemført meget nyttige ting. Det er medlemslandene selv som skal være gode til at bruge det vi er blevet enige om.«

Fra opt out til opt in

For regeringens vedkommende er det et særligt problem at jo flere områder som bliver overført til flertalsafgørelser, desto større effekt får Danmarks retlige undtagelse.

»I den forbindelse man flytter beslutningerne så er vi ude,« konstaterede Lene Espersen.

Løsningen, ifølge hende, er at få omforhandlet den retlige undtagelse, sådan som det er blevet lagt op til i forslaget til forfatningen.

I lighed med Storbritannien og Irland skal Danmark kunne vælge hvorvidt man vil deltage i en beslutning fra sag til sag – en såkaldt »opt in« (mulighed for at vælge til).

I dag står Danmark per definition uden for flertalsbeslutninger på det retlige område – en såkaldt »opt out« (mulighed for at vælge fra).

Håber på goodwill

»Hvis det ender med at man på nogle delområder går videre, så håber jeg at der er goodwill i de andre lande til at se på den danske situation, « sagde Lene Espersen.

Hvorfor skulle de andre lande ikke gå med til det at give Danmark samme forhold som Irland og Storbritannien?

»Ja, det må du jo spørge dem om. Der er måske nogen der siger; det har vi ikke noget problem med. Der er måske andre som spørger: Hvorfor er der nogen som kan få lov at plukke, hvad de synes er godt.«

Men du ser det som en parallel proces, hvis noget skal flyttes, så skal undtagelsen laves om?

Det var det vi lagde op til i forfatningstraktaten, og det er den danske position nu. Så må vi jo se hvad formandskabet og Kommissionen lægger op til.