Forsvar for nationen

Nogle af EU-ideologerne tog grundigt fejl da de dødsdømte nationalstaten. Det skriver forsker ved Århus Universitet, Michael Böss, i sin bog.
Af Luise Hemmer Pihl
17. august 2006

»Vi ved i dag at nationalstaterne og deres forskelligheder var forudsætningen for dynamikken og ekspansionen og demokratiet. Kort sagt, alt det, vi har vænnet os til at forstå ved Europa. Men nu tyder meget på at de nationale stater både er blevet for store og for små til at løse de påtrængende opgaver og samtidig give befolkningen en følelse af at være med.« Sådan skrev historikeren Uffe Østergaard i 1992 i bogen, Europas ansigter.

Den forudsigelse slog ikke til, skriver en anden historiker, Michael Böss, i Forsvar for Nationen – nationalstaten under globaliseringen, der udkom i foråret.

Uffe Østergaard har da også selv erkendt det. Böss citerer et interview med Uffe Østergaard i Weekendavisen 9.4.2004:

»Nationalstaten som en kombination af nationer og statsdannelser, som kom på programmet omkring år 1800, er jo realiseret i Europa gennem det 20. århundrede. Nogle brutalt og blodigt som følge af verdenskrige, Hitler, Stalin og så videre, andre mere fredeligt. Og de er realiseret som en succes, som folk er glade for, fordi nationalstaterne garanterer politisk demokrati og sociale rettigheder og på den måde overtager en del af familiens rolle. Man må erkende at folk gør en rationel investering i nationalstaten – især siden 1945, mens den i 1800-tallet jo typisk brugte over halvdelen af sine ressourcer på militær.«

Nationalstaten må »gentilegnes«

Michael Böss selv »hylder ... et nationsbegreb som på en gang er demokratisk, patriotisk og kosmopolitisk«. Den statsmodel, han går ind for er »en liberal rets– og velfærdsstat med en fælles, inkluderende national identitet samt en fælles offentlighed og en politisk kultur, der fremmer dialog og demokratisk medbestemmelse på flere niveauer«.

Den danske nation er siden år 1800 vokset fra at være noget eksklusivt for kongemagten og nogle få medlemmer af de privilegerede klasser til at omfatte først bønderne i det nittende og dernæst arbejderne (og vel også kvinderne?, red.) i det tyvende århundrede, fremhæver Böss. Og derfor må den også nu med hans ordvalg »gentilegnes«, så den passer til globaliseringens udfordringer og kan blive et forsvar mod samme globaliserings skadevirkninger.

Således tager Böss skarpt afstand for den form for »danskhed«, som han kalder »etnisk«, og som forudsætter at kun mennesker, der historisk har hjemme i landet, kan betragtes som rigtige danskere. En moderne dansk nation må med hans egne ord »bygge videre på de menneskelige, politiske og etiske værdier, som det moderne Danmark blev skabt på«. Han »tænker her især på værdier om frihed, fællesskab og demokrati, som vi danskere i det store og hele har været enige om siden anden verdenskrig«. Hans bog er tænkt som et bidrag til en fornyelse af denne konsensustradition, en fornyet patriotisme.

De »gamle« og de »nye« danskere

Den ene udfordring fra globaliseringen er indvandringen. Den »gentilegnede« nationalstat må finde en måde at optage de mange nye borgere, som er kommet hertil fra fremmede lande og med baggrund i anderledes kultur. Og her ser Böss udfordringen som en fortsættelse af den udvikling, der gav bønder og arbejdere del i den danske nation. De »nye« må lære at følge den demokratiske retsstats spilleregler, og de »gamle« må lære at forstå at man godt kan være dansker, selv om man måske er for eksempel muslim.

»At borgerne betragter sig som medlemmer af en nation betyder at de identificerer sig med et geografisk lokaliseret socialt, politisk og historisk fællesskab bestående af frie borgere med lige forpligtelser og rettigheder inden for rammerne af en demokratisk rets– og velfærdsstat, hvis institutioner de kan betragte som deres fælles ejendom og som udtryk for et alment gode, de alle har medansvar for at bevare og fremme,« skriver Böss.

Til gengæld må så for eksempel mandlige indvandrere respektere også deres egne kvinders ret til at bestemme over deres eget liv, mens vi andre må lære at affinde os med at nogle kvinder går med tørklæde i det offentlige rum.

Nationalstaten og det internationale samfund

Den anden store påvirkning af nationalstaten er den øgede betydning, samarbejde mellem nationalstater har fået siden anden verdenskrigs afslutning. Her skelner Böss ikke særlig klart mellem på den ene side traktatfæstet samarbejde som i EU til forskel fra samarbejde på grundlag af konventioner som i det nordiske samarbejde, Europarådet og FN, men går blot ud fra det indlysende nødvendige i internationalt samarbejde.

Men han påpeger at internationale forpligtelser i form af konventioner, for eksempel om menneskerettigheder, betyder en indskrænkning af demokratiet og de nationale love og en styrkelse af mellem– og overstatlige domstole.

Böss har ikke kun interesseret sig for Danmark, men har studeret forholdet mellem nation og globalisering i Irland og Canada. Gennem bogen går en tråd af håb om at nationen og patriotismen som »kærlighed til sit sted« må bidrage til at give fremtidens mennesker mod på at leve i en globaliseret verden. Og forlaget har sat Dannebrog på bogens forside. Tak for det!

Forsvar for nationen – nationalstaten under globaliseringen. Af Michael Böss. 484 sider, 398 kr. Århus Universitetsforlag 2006.