ARTIKLER


Højt spil om forlængede begrænsninger

Kommissionen er bange for at medlemslandene skal gå i panik over for beslutninger om forlængelse af overgangsregler for arbejdere fra øst.
Af Staffan Dahllöf
27. januar 2006

Selv en rent faktuel beskrivelse af hvordan EU's østudvidelse har virket skaber splittelse og usikkerhed højt op i EU-systemet.

Baggrundsmaterialet til en rapport om hvor mange som er kommet fra de nye medlemslande til de gamle, blev indsamlet på et såkaldt højniveaumøde mellem nationale eksperter den 16. september sidste år.

Men de indkaldte eksperter har ikke holdt møde sammen siden.

Tiden er gået med at Kommissionen skal blive enig med sig selv om hvordan man skal beskrive de faktiske tilstande, og hvor hårdt man skal anbefale at de midlertidige overgangsordninger, som bruges i 12 af de 15 gamle EU-lande, skal sløjfes fra den 1. maj.

Alle skulle stramme

Årsagen til at Kommissionen vil træde varsomt er den politiske uro som foregik op til udvidelsen den 1. maj 2004.

»Sidste gang sagde flere medlemslande én ting udadtil, men noget andet ved forhandlingsbordet. Når nogle kom med nye udmeldinger i pressen blev der skabt en sneboldeffekt. Pludselig skulle næsten alle stramme. Det britiske parlament fik forelagt et lovforslag om registrering af arbejdssøgende fra øst om aftenen den 30. april,« lyder en forklaring over for NOTAT.

I Kommissionen findes også en uro over at de embedsmænd som forbereder de kommende beslutninger vil blive sat til side når de endelige beslutninger skal tages.

Spidla sat til side

Det er den tjekkiske kommissær Vladimir Spidla med ansvar for beskæftigelse, arbejdsmarked og ligestilling, som er ansvarlig for den kommende rapport.

Men Spidlas rapport kommer ikke til at lande på social- og arbejdsmarkedsministrenes bord, som man måske ville tro.

»Det østrigske formandskab har besluttet at den skal behandles i Rådet for generelle anliggender (EU's udenrigsministre, red.), og det har Kommissionen tilsyneladende ingen indflydelse over,« siger en kilde, med en lidt lakonisk tilføjelse:

»Første prioritet nu må være at få rapporten godkendt internt i Kommissionen.«


Østaftalen og andre ordninger

Østaftalen er den danske overgangsordning som midlertidigt begrænser den frie bevægelighed af arbejdskraft fra otte nye EU-lande. Malta og Cypern omfattes ikke.

Østaftalen indebærer at opholds- og arbejdstilladelse i Danmark kræver fuldtidsarbejde på overenskomstmæssige, eller på anden måde sædvanlige vilkår.

Fyrede østarbejdere i Danmark har ikke haft ret til dagpenge. Det bliver nu lavet om, efter kritik fra Kommissionen.

Enhedslisten, som ikke står bag Østaftalen, har efter dagpenge-ændringen vist interesse for at være med i forhandlingerne om en eventuel forlængelse af den danske overgangsordning.

Tolv af de »gamle« medlemslande, plus Island og Norge, har lignende ordninger. Kun Irland, Storbritannien og Sverige undlod at indføre nogen form for begrænsninger.

De to-årige overgangsordninger kan forlænges med tre år, og derefter med yderligere to år.

Østrig og Tyskland har meldt ud at man vil forlænge sine ordninger fra den 1. maj i år.

I øvrigt er der ingen klare beskeder endnu.